Alt det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag
Lad os begynde med glæden. Ja: ”Min ven, nu glemmer vi, at det var vinter! / Det er i dag et vejr, et solskinsvejr – !” Og det er det også, selvom solen måske slet ikke skinner lige nu. Deromme bagved er den. Deromme bag hækken og lige nedenunder den øverste sorte muld, pibler og kribler og krabler og spirer det nye liv frem nu lige om lidt. ”Nu titte til hinanden de favre blomster små,”.
Lad os begynde med glæden. Fordi det er med den alting begynder og begyndte. Med Guds egen skaberglæde og glæde over sit værk. ”Og Gud så at alt var såre godt”, som det lyder som det gentagne omkvæd i skabelsesberetningen. Det begyndte godt. Og det må vi aldrig glemme. Heller ikke når alt muligt er gået galt.
Det begyndte godt. Det går galt. Og det kommer til at gå godt igen! Skabelse, syndefald og forløsning. Opstandelse og nyt liv på trods.
Som Louis Armstrong synger det i sin vidunderlige sang: ”I hear babies cry, I watch them grow. / They´ll learn much more than I´ll ever know. / And I think to myself: / What a wonderful world / Yes I think to myself: / What a wonderful world.” Små børn vokser op, og bliver store og tager over, og kan en dag en masse mere end jeg selv kan. Og det er, som det er, og som det skal være. Og jeg tænker for mig selv: Hvor er verden dog vidunderlig!
Alt er ikke Fandens efter syndefaldet. Det hører med til det almindeligt gode liv, at det kan gå galt. Og at det gør det. Og at det kan gå godt igen. Glem aldrig det sidste! Glem aldrig tilgivelsens og nyskabelsens, forsoningens og forløsningens forunderlige mulighed i det menneskelige!
Tiden går. Børn vokser op. Voksne bliver gamle. Der er latter og glæde. Der er gråd og græmmelse. Fortrydelse og anger sågar. Det hører det almindeligt gode liv til. Det er sådan det er. Der er ingen vej tilbage til det tabte Paradis, men der er en vej videre frem. Det er der altid. Også når vi ikke selv ser den. Der er lys og liv forude, og derfor håb allerede nu. ”Gud ånder på øjet, når det græder.” Der er grund til, selv som gammel og udtjent, at tørre tårerne bort og glæde sig. Sige som Anne Linnet synger det i sangen ”Forårsdag”: ”Jeg ved at al min sidste tid skal leves, / jeg ved at tiden tæller hjertets slag,/ at alt det vi har grædt igennem livet / det svinder på en forårsdag.”
25. februar, 2012 kl. 11:29
Skønt, at du tager troen alvorligt som et glædeligt budskab, der udspringer af glæde og skaber glæde. Mørksyn og nederlagsstemning hører ikke til i Jesu lyse tro. Helvede er troens antitese og døden den sidste fjende. Livet kan være træls nok uden de sorte prædikanteres hærgen og jamren.
25. februar, 2012 kl. 17:38
Rart at høre dig på den måde igen!
God første søndag i fasten!
Jeg (som er “tusse”) skal i morgen i den middelalderlige dragt igen, og stå for to gudstjenester i små middelalder-kirker på landet.
Men det giver en unik mulighed for at være ærlig omkring vejen vi går, og den der førte til påsken – og dermed et håb.
Alligevel bliver man ikke færdig med at tænke over tidens gang..
Men du (og Benny Andersen) har ret: “Når forårssolen skinner – bli’r man glad!”
27. februar, 2012 kl. 18:59
Der er megen livsmod og vedrkvægelse i de ord. Med en refleksion over “Påskeblomst hvad vil du her” kan jeg dog ikke lade være med at tænke, at det altså går begge veje med den opstandelsestro: ja, Jesu opstandelse fra de døde giver livet værdi(ghed) o mening her og nu. Jfr. verset påskeblomst en dråbe stærk… den mig hæver vederkvæger (her og nu!). Men det går jo lige så vel den modsatte retning: mit liv her og nu får først for alvor værdi i lyset af opstandelsen i de evige boliger hos Gud. Jfr. verset om: påskeblomst men er det sandt, har vi noget at betyde,…kan de døde graven bryde!
Så altså når du siger: Glem aldrig tilgivelsens og nyskabelsens, forsoningens og forløsningens forunderlige mulighed i det menneskelige!
Så vil jeg sige: glem aldrig tilgivelsens, nyskabelsens etc. mulighed i kødets opstandelse fra de døde i det guddommelige – hinsides!
Men tak for indlægget!
Martin F
28. februar, 2012 kl. 11:27
Ja, Martin F(!), jeg ved jo godt, at du er meget opmærksom på hinsidighedsdimensionen i det kristne håb – måske fordi du oplever, at visse (sågar) præster synes at ville “sætte bom” for evangeliets håb i en totalkoncentrering om det dennesidige – det hører jeg nu ikke med mine egne ører, at jeg med mine egne ord gør – tværtimod så ønsker jeg at åbne op for håbets, det kristne håbs, betydning for det nærværende, netop fordi der ikke sættes bom i – der er ikke noget endegyldigt “for sent”, der er ikke noget totalt punktum – for med evangeliet åbnes der op – hele tiden – ja, i al evighed! – Så: Vi får se – vi får se, som stod vi selv hver især ved en åben grav, set og sanset indefra med englens ord klingende i ørerne: “Han er ikke her – han er opstanden fra de døde og gået forud for jer …”