Kirken, Kongehuset og De Konservative
Det forlyder, at liste C muligvis må liste af. Konservative vælgere går andre steder hen. Blandt andet til Liberal Alliance. Men som Peter Kurrild-Klitgaard udtaler det: ”Den største aftager af konservative vælgere er i virkeligheden kirkegården.”
Sådan er det muligvis også med gode gamle ”sager” som kongehuset og kirken. Det virker på flere og flere måder mest af alt som noget fra fortiden og den alene. Hvordan opretholde monarkiet og kongehuset med dets forskellige ceremonier og ritualer uden at se det som en form for fastelavn – en karnevalsfest af anakronismer?
Hvordan forstille sig folkekirken have fremtiden for sig? For ikke så længe siden hed det endnu med en let omskrivning af et kendt udtryk: Hvor de gamle faldt, er der gamle overalt!
Jo, der er masser af gamle/ældre, men er de potentielle kirkegængere? Det er mit indtryk, at de fleste af de personer, der som ældre begynder at gå i kirke i virkeligheden genoptager en tradition, de selv engang voksede op i. Måske i et hjem præget af indre mission eller anden gudelig vækkelse. De/vi bliver bare færre og færre.
Jeg har netop ”smidt kjolen” (præstekjolen = middelalderdragt!) efter at være kommet hjem fra en gudstjeneste med mange mennesker i kirke. Jeg holder meget af folkekirken og dens gudstjeneste. Jeg ønsker den alt godt, også i årene der kommer. Jeg ser ikke mig selv som en grædekone, og har ingen grund til at skulle være det. Hvad jeg taler om er blot, at se virkeligheden i øjnene. Alt har sin tid, som Prædikeren i Det Gamle Testamente siger det. Det har Kirken, Kongehuset og De konservative nok også. Eller rettere: Har måske noget nær haft den. Og hvad så?
19. februar, 2012 kl. 13:23
OK – Kirken=Folkekirken… den kristne kirke i Danmark… eller den kristne kirke som sådan??
Ved godt hvad du mener..
For mig var en del af Whitney Hustons begravelse (på TV!) i aftes en fornemmelse af, hvad en stærk menighed betyder også i en tragisk situation.
Kirken tager vor Herre sig af, men at bygge menighed i Danmark… er det ikke også dit ansvar??:-)
19. februar, 2012 kl. 15:04
Hvem siger, at der i dag er færre unge kirkegængere end for 20 år siden? Totgesagte leben laenger, det gælder såmænd også for folkekirken.
19. februar, 2012 kl. 15:43
Karen og Karen – dejligt at høre hver jeres optimistiske meldinger og reaktion på min “analyse” … – Karen E.: ja, kirken er her = folkekirken – hvad angår dit sidste spørgsmål: Jo, det er også(!) mit ansvar – sagt m.a.o.: Det er også alle mulige andres (døbte/folkekirkemedlemmers)ansvar, om vi har en folkekirke i fremtiden – så vigtige sager overlader vi ikke til klerkene alene – i hvert fald ikke i en evangelisk-luthersk sammenhæng, hvor det almene præstedømme (i princippet) er indført – den folkekirkelige tradition/kristendom hviler i allerhøjeste grad også (udover hvad præsterne måtte have at levere) på at der fortælles bibelhistorie og bedes fadervor m.v. i de små hjem …
19. februar, 2012 kl. 18:30
Op mod Herrens genkomst hedder det, at troen vil være svær at finde på jorden og kærlighedens skal blive kold hos de fleste. Men mon vi dog skulle være nået til det stadium nu? Først skal Antikrist fremstå og hele jorden skal følge undrende efter “dyret”. Så skal der vise sig tegn i himmel og på jord og så skal som i Noas dage undergangen bryde ind over jorden og mennesker skal i rædsel bede om, at klipperne skal falde ned over dem.
Man kan studere den apokalyptiske litteratur i bibelen og blive forvirret over de mange profetiske udsagn, der findes i den gamle bog. Men afslutningen kommer som en tyv om natten, uventet og i den time alene Faderen kender.
19. februar, 2012 kl. 20:58
Hvordan bliver folkekirkens fremtid? Tja, hvis man savner bekymringer, kan man bekymre sig om det. Det forekommer mig, at du ofte har trøstet os andre med, at Gud er overraskelsernes Gud. Og nu sidder du selv på trappestenen og græder. Hør nu: Han ER sgu overraskelsernes Gud! Det var meget værre midt i min præstetid. Der kom ingen til eftermiddagsgudstjenesterne. Så sløjfede vi dem. Det var også sløjt andre gange i Hospitalskirken. Men af en eller anden grund blev der ved med at komme folk dèr. Gamle folk, javist! Men selv om gamle folk til sidst ender på kirkegården, så bliver unge folk efterhånden gamle, og så får de tid til at gå i kirke.
Så holdt jeg op som præst, og tænk, selv om de andre præster gjorde noget, som jeg aldeles aldrig ville have vovet, det gik godt alligevel. Og det er faktisk min fornemmelse, at der er begyndt at komme flere i kirke, efter at jeg er holdt op. Selv om jeg nægter at se nogen sammenhæng. Men det, som jeg en overgang tænkte: “Efter mig syndfloden!” det tænker jeg aldrig mere. Tværtimod glæder jeg mig over hver gudstjeneste, jeg er til. Der kommer folk. De synger med. Der er flot orgelmusik. Der er også gode prædikener. Og mine høreapparater gør, at jeg nu kan høre dem.
Så jeg er begyndt at sige til mig selv: “Har han kunnet klare den udfordring, den Gamle, så skal det nok gå fremover!” Men det kan da godt være, at alle disse tanker bare er en gammel mands forestillinger: jeg kan jo alligevel ikke gøre fra eller til, og så kan jeg lige så forestille mig noget positivt om fremtiden. Og hvis du synes, at det er sådan fat med mig, kan du da i det mindste glæde dig til, at ikke folkekirken, men du bliver gammel. Så vil du måske overvindes af lignende tanker. Det er faktisk ganske dejligt at være til. Stadigvæk!!
20. februar, 2012 kl. 09:00
Gode tanker fra en “gammel” mand, Ricardt – og tak for dem – altid en glæde i sig selv, at høre de gamle tale lyst om det kommende – “Gud er overaskelsernes Gud” – netop – som en bondemand siger til biskoppen i Torgny Lindgrens “Norrlands Akvavit” efter at denne netop har talt og prædiket om, at vi aldrig må ophøre med at sætte vor lid til Guds nåde: “Nej nåden,” siger bonden, “den kan sandelig slå ned som lynet. Man må være beredt hele tiden.”
Jeg er ingen grædekone, Ricardt – der er masser af forhold, også folkekirkelige, også helt lokalt, som jeg glæder mig over – men nu tales der jo altså i disse dage om at lukke kirker – og ikke fuldstændigt uden gode(!) grunde – biskop Steen Skovsgaard udtaler i dagens JP Web, at de mange messefald i Lolland-Falster stift i særlig grad skyldes vejret!! – den forklaring er jeg ikke helt med på – hverken teologer eller meteorologer kan foklare fænomenet uden at kigge længere ud end deres eget fagfelt – sækulariseringen er (Gudskelov) omfattende og sætter sig mange spor – herunder kirkelig afmatning … – men som sagt med bonden fra “Norrlands Akvavit”: Guds nåde kan slå ned som lynet – og selvom der forhåbentlig er sammenhænge mellem folkekirken og Guds nåde, så er folkekirken og Gud ligesom to størrelser hver for sig – og den ene af de to kan man godt forestille sig eksistere uden den anden …
20. februar, 2012 kl. 14:28
Vi vandrer i tro ikke i skuen – Det er religionens vilkår, og det strider imod vore dages ønske om evidens og klar besked. Enhver kristen menighed må indstille sig på at tale ud fra troen til tro. Gud er den, som ingen har set. Jesus har kundgjort Gud og kalder derved på tro. Når ateisten og den sækulariserede beder om beviser, må troens menneske ryste på hovedet og sige, at det er udenfor menighedens muligheder.
Kronen, korset og sværdet er håndgribeligheder i den synlige verden og begrunder ikke troen. Troen kommer af et ord, der forkyndes.
20. februar, 2012 kl. 15:12
Nej, nej, jeg véd godt, at du ikke er nogen grædekone. Men det er, som om offentligheden har en usvigelig tendens til kun at se det negative. Der har igennem mange år foregået en folkevandring fra land til by, og der er på det seneste opstået store muslimske boligområder, og begge dele må naturligvis sætte sit præg på folkekirkens måde at organisere sig på. Men det kan vi åbenbart ikke diskutere, uden at det straks skal handle om, at kirken og dens indflydelse er for nedadgående.