Hvad er litteraterne så bange for?
I sin anmeldelse (KD, 24/1 2012) af Svend Bjergs nu genudgivne bog ”Karen Blixens teologi” fra 1990 fremgår det, at Bo Hakon Jørgensen dengang i 1990, da han også anmeldte bogen, var ”forarget over at se Karen Blixens historier brugt til teologiske formål.” Det er han ikke helt så slemt nu, men dog nok til, at han vil fastholde sin gamle uenighed med Bjerg, der i sin læsning med BHJ´s ord: ”befinder sig på fortællingens niveau, skønt historien er skrevet sammen af enkeltord”. Disse enkelte ord mener BHJ åbenbart, der skulle tages meget mere hensyn til i deres egenart eller enestående funktion i teksten frem for en fokusering på fortællingen som helhed. En læsning af fortællingen der, som hos Bjerg, måtte kunne ses ligge en teologisk tydning nær eller kunne medvirke til at udlægge og eksemplificere et centralt teologisk tema.
Måske er det så oplagt for en hel del af os præster at foretage et sådant greb a la Bjergs, fordi den teologiske uddannelse har vænnet os (de fleste af os!) til at betragte en given tekst (bibelen) som mangetydig. Der findes vidt forskellige fortolkninger og læsning i mange lag. Vi deler teksten (helligskriften) med andre, inklusive andre religioner såvel som med ateister. Med både grupperinger og enkeltindivider som får noget andet ud af bibelen lige fra det enkelte ord til bibelhistorien som sådan, og som anvender ord og tekststykker og fortællinger som helhed til vidt forskellige formål.
Nu spørger jeg så: Hvorfor er det for visse litterater så forargeligt, når anderledes og eksempelvis teologiske læsninger og anvendelser af en skønlitterær tekst finder sted? Hvorfor kan man ikke slippe den skønlitterære fortælling så meget løs, at den, fortolkningsmæssigt i det mindste, undslipper enhver copyrightbegrænsning?
Hvad er litteraterne så bange for?
Hvis visse præster og teologer i deres omgang med skønlitterære tekster er at ligne med fortællingstyve og forargelige forvanskningsmagere med gustne motiver, er visse litterater så i virkeligheden at ligne med bogstavtro fundamentalister?
(Ovenstående blev bragt som kommentar i Kristeligt Dagblad, d. 10/2)
11. februar, 2012 kl. 20:21
Et centralt spørgsmål du her rejser Gudmund! For mig at se er der en meget vigtig og nogen gange hårfin grænse imellem dette at ‘tolke’ og at ‘forklare’. Hvis du tolker Karen Blixen ind i din egen prædiken og teologiske pointe og dermed “forklarer” dig selv og din teologi, er det fint og berfugtende. MEN hvis du i stedet, hvilket sker alt for ofte for mange af tidens præster, og måske for at gøre ders teologi mere almengyldig og/eller i overensstemmelse med tiden osv, hvis du altså i stedet forklarer Karen Blixen som værende teologisk orienteret og villende teologiske pointer i denne eller hin tekst, ja så bevæger du dig med hende som hos mange rockmusikere og andet godtfolk meget hurtigt ud på gyngende og ofte forkvalkende grund.
Det er faktisk omklamrende at høre præster forsøge lidt skingert, at forklare alverdens popsangere, og forfattere som om de i virkeligheden er dagens helt store prædikanter, ja super kristne teologer o.l. Det er noget vrøvl og latin er det. Det er til gengæld helt ok at enhver præst benytter sig af alle mulige (!) fantasifulde kilder til at få sin egen prædiken frem i lyset! Vel vidende at Blixen, Cohen eller Steffen Brandt m.fl. sikkert ville have betakket sig dersom de var blevet spurgt…
Vh Martin F
12. februar, 2012 kl. 08:53
Lige nøjagtig, Martin F – i min egen brug (i formidling/forkyndelse af evangeliet) af diverse litterære tekster interesserer jeg mig ikke en døjt for forfatterens evt. kristentro eller mangel herpå – end ikke om den så skulle være blevet udtrykt og udtalt div. andre steder, eksempelvis i interwievs – nb. sådan noget som tro (og tvivl) kan skifte, om ikke fra dag til dag, fra øjeblik til øjeblik, så i hv ert fald op gennem livet … – hvad jeg interesserer mig for er den gode historie, den gode sigende sentens, i samklang med evangeliet – til personlig opbyggelse – til mulig oplysning af såvel eksistens som evangelium (de dele hører altid sammen!) og til, som sagt, evt. brug i forsøget på at forstå og formidle kristendom.
Det gør jeg uden at spørge om lov – hverken forfattere eller “berufsverbots”-forvirrede litterater.
13. februar, 2012 kl. 10:20
@Gudmund. Naturligvis kan du bruge citater fra forfattere eller andre steder fra, hvis de på en prægnant måde udtrykker, det, du vil sige, også selv om forfatteren i øvrigt ikke deler dine teologiske synspunkter. Problemer opstår kun, hvis du lader skinne igennem, at forfatteren står inde for dine synspunkter, hvis dette ikke er tilfældet.
Sagt helt ud i yderlighed – du kan bruge alfabetet til at udtrykke, hvad du vil også selv om bogstaverne bruges af andre til at udtrykke noget helt andet.
13. februar, 2012 kl. 10:31
Ja, Claes – og det er denne pointe, som er så væsentlig at få slået fast nu i dag, hvor ret mange ligger under for den (som man måske kunne kalde det) “biografistiske kortslutning”, hvor man gennem teksten (romanen, fiktionen, digtet) mener at vide noget (sikkert) om, hvem forfatteren personligt er – jeg tillader mig at interessere mig udelukkende og til tider ret så opslugt af den foreliggende tekst/fortælling – og i det videre forløb lade den blive til det den kan i mig og mit virke – for fortælling virker …
14. februar, 2012 kl. 13:36
@Gudmund. Enig med dig i, at fortællingen er noget i sig selv, men er på den anden side overbevist om, at forfatteren røber noget om sig selv gennem den fortælling, han skaber. Det er ikke tilfældigt, hvad han skriver. Det er farvet af hans personlighed og kan tydes og tolkes.
14. februar, 2012 kl. 15:26
Rigtigt, Claes – selvfølgelig er fortælleren i forskellig grad tilstede i sin fortælling – du ved bare ikke med sikkerhed noget om hvor vidt og hvordan – med andre ord: du digter selv, når du taler som én der via fortællingen mener at vide noget om, hvem fortælleren er i henseende til for eksempel personlig tro m.v.
14. februar, 2012 kl. 16:02
Du har så meget ret, at selv en beretning, der hævder at være en selvbiografisk fortælling, behøver ikke at være faktuel. Den kan være et liv genopløjet i erindringen. I de fire evangelier, står vi med lignende problemer. Men vi kan tage imod dem som vidnesbyrd om begivenhederne omkring Jesus og tro dem, så langt som vi kan.