I går begravede vi min farmor. En uge før sov hun stille ind i sin seng på plejehjemmet i den første time efter midnat. 103 år gammel. Et jævnt, og muntert virksomt liv på jord kom her til sin afslutning.
Min farmor skal ikke helgenkåres, men hun må gerne blive nævnt som et menneske, der gjorde det godt. Og som vi i slægten var glade for at have. Ikke i særlig grad fordi hun var her så længe, men fordi hun var her, som den hun var. Ikke fordi farmor havde særlige talenter (som det handlede om i lignelsen om de betroede talenter i dagens prædiken). Og så alligevel.
For, hvem kunne lave en hønsekødssuppe som hende? Hvem havde en stemme og kunne med glød og med varme, med både gråd og med grin, snakke og fortælle som hende? Hvem tænkte på os alle og huskede os og glædede sig i sit gammelkoneliv ved et besøg af en af os som hende?
Og se, sådan har vi Gudskelov hver især, og sikkert endda både den ene og den anden, at tænke på her. Taknemmelige for, hvad der blev os givet af godhed og glæde, fordi der var nogle, der gav os tid og opmærksomhed, mad og menneskelig varme, et blik, en hånd. Og som måske endda skød slet ikke så lidt ind og faktisk risikerede en hel del ved at tro på os og se os som slet, slet ikke talentløse.
NB. Som én sagde det: ”Mennesker, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet”
Æret være farmors minde!

Dette indlæg blev skrevet den søndag, februar 5th, 2012 kl. 20:30 og er gemt under Ikke kategoriseret. Du kan følge svar tille indlægget via RSS-feedet. Du kan skrive et svar, eller sende et trackback fra dit eget site.