”For mig er Gud synonym med ordet mening”, udtaler journalist og forfatter Anne Libak i en fantastisk fin artikel i tro&tvivl-serien i Kristeligt Dagblad, d. 27. februar. ”Jeg tror på Gud. Sådan vil jeg beskrive det. Lige så snart du begynder at forklare det, banaliserer du det, fordi det er tro og ikke viden”, siger Anne Libak på sin enkle troværdige måde.
De allervigtigste og meningsbærende forhold i tilværelsen kan ikke forklares, men (måske) fortælles.
Jesus selv gør det igen og igen. Fortæller i stedet for at forklare.
Når de kommer, de skriftkloge og farisæerne, og spørger ham om det med Gud og os, så giver han sig aldrig til at forklare, men fortæller dem i stedet for en historie. Lignelser, kalder vi dem. I stedet for ufølsomt at tonse lige ind i emnet går Jesus en omvej og fortæller noget andet. En anden historie. Af og til med oplysning til følge. Livsoplysning.
”Forklarer du andre mennesker noget, hvor du skal overbevise dem, har du ingenting at overbevise dem med, fordi tro er tro”, siger Anne Libak.
Gud giver mening. Eller: Gud er, at der er mening. Som Anne Libak siger det: ”I virkeligheden tror jeg, at der er rigtig mange mennesker, der intuitivt fornemmer, at livet har en religiøs dimension, de tør bare ikke, at kalde det for Gud. I stedet siger de, ”Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord”. Man kan lige så godt gå planken ud og sige, at man tror på Gud. Det er det, jeg mener med, at jeg tror på Gud.”
Der er mere mellem himmel og jord. Ja, der er mere der end så mange andre steder, som én sagde det. Der er blandt andet (ind imellem) den erfaring, at der er mening i galskaben. At livet grundlæggende er godt. At livet det er livet værd. Og at tilværelsen, også mit eget personlige liv, min egen livshistorie, rummer langt mere end det, jeg kan sige mig selv.
Blandt andet derfor giver det god mening at sige: Jeg tror på Gud.

Lad os begynde med glæden. Ja: ”Min ven, nu glemmer vi, at det var vinter! / Det er i dag et vejr, et solskinsvejr – !” Og det er det også, selvom solen måske slet ikke skinner lige nu. Deromme bagved er den. Deromme bag hækken og lige nedenunder den øverste sorte muld, pibler og kribler og krabler og spirer det nye liv frem nu lige om lidt. ”Nu titte til hinanden de favre blomster små,”.
Lad os begynde med glæden. Fordi det er med den alting begynder og begyndte. Med Guds egen skaberglæde og glæde over sit værk. ”Og Gud så at alt var såre godt”, som det lyder som det gentagne omkvæd i skabelsesberetningen. Det begyndte godt. Og det må vi aldrig glemme. Heller ikke når alt muligt er gået galt.
Det begyndte godt. Det går galt. Og det kommer til at gå godt igen! Skabelse, syndefald og forløsning. Opstandelse og nyt liv på trods.
Som Louis Armstrong synger det i sin vidunderlige sang: ”I hear babies cry, I watch them grow. / They´ll learn much more than I´ll ever know. / And I think to myself: / What a wonderful world / Yes I think to myself: / What a wonderful world.” Små børn vokser op, og bliver store og tager over, og kan en dag en masse mere end jeg selv kan. Og det er, som det er, og som det skal være. Og jeg tænker for mig selv: Hvor er verden dog vidunderlig!
Alt er ikke Fandens efter syndefaldet. Det hører med til det almindeligt gode liv, at det kan gå galt. Og at det gør det. Og at det kan gå godt igen. Glem aldrig det sidste! Glem aldrig tilgivelsens og nyskabelsens, forsoningens og forløsningens forunderlige mulighed i det menneskelige!
Tiden går. Børn vokser op. Voksne bliver gamle. Der er latter og glæde. Der er gråd og græmmelse. Fortrydelse og anger sågar. Det hører det almindeligt gode liv til. Det er sådan det er. Der er ingen vej tilbage til det tabte Paradis, men der er en vej videre frem. Det er der altid. Også når vi ikke selv ser den. Der er lys og liv forude, og derfor håb allerede nu. ”Gud ånder på øjet, når det græder.” Der er grund til, selv som gammel og udtjent, at tørre tårerne bort og glæde sig. Sige som Anne Linnet synger det i sangen ”Forårsdag”: ”Jeg ved at al min sidste tid skal leves, / jeg ved at tiden tæller hjertets slag,/ at alt det vi har grædt igennem livet / det svinder på en forårsdag.”

Det forlyder, at liste C muligvis må liste af. Konservative vælgere går andre steder hen. Blandt andet til Liberal Alliance. Men som Peter Kurrild-Klitgaard udtaler det: ”Den største aftager af konservative vælgere er i virkeligheden kirkegården.”
Sådan er det muligvis også med gode gamle ”sager” som kongehuset og kirken. Det virker på flere og flere måder mest af alt som noget fra fortiden og den alene. Hvordan opretholde monarkiet og kongehuset med dets forskellige ceremonier og ritualer uden at se det som en form for fastelavn – en karnevalsfest af anakronismer?
Hvordan forstille sig folkekirken have fremtiden for sig? For ikke så længe siden hed det endnu med en let omskrivning af et kendt udtryk: Hvor de gamle faldt, er der gamle overalt!
Jo, der er masser af gamle/ældre, men er de potentielle kirkegængere? Det er mit indtryk, at de fleste af de personer, der som ældre begynder at gå i kirke i virkeligheden genoptager en tradition, de selv engang voksede op i. Måske i et hjem præget af indre mission eller anden gudelig vækkelse. De/vi bliver bare færre og færre.
Jeg har netop ”smidt kjolen” (præstekjolen = middelalderdragt!) efter at være kommet hjem fra en gudstjeneste med mange mennesker i kirke. Jeg holder meget af folkekirken og dens gudstjeneste. Jeg ønsker den alt godt, også i årene der kommer. Jeg ser ikke mig selv som en grædekone, og har ingen grund til at skulle være det. Hvad jeg taler om er blot, at se virkeligheden i øjnene. Alt har sin tid, som Prædikeren i Det Gamle Testamente siger det. Det har Kirken, Kongehuset og De konservative nok også. Eller rettere: Har måske noget nær haft den. Og hvad så?

”Inde i enhver dansker er der et menneske der kæmper for at komme ud”, som en herboende amerikansk journalists danske kone har formuleret det. Kæmper for at komme ud, fordi menneske er man ikke lukket inde i sig selv, men altid kun sammen med det andet menneske. I fællesskab. I sammenhæng. Og derfor er sammenhængskraften og besindelsen på den så vigtig.
At være menneske er at være medmenneske. Og vi ved det godt. Det tillidsfulde møde mennesker imellem er guld værd og konstituerende for det menneskelige samfund. Samfund = at finde sammen og sammen finde ud af det. Men samfundet er konstant truet af samfundsnedbrydende kræfter. Af grøftegraveri og kløfter.
”Civilisation er neglelak på rovdyrkløer” (Leonard Cohen). Neglelakken, sammenhængskraften og bevidstheden herom, må holdes ved lige, ellers er Fanden løs! Livet er altid, også når det er godt, en kamp.
Johannes V. Jensen indleder sin store fortælling om ”Den lange Rejse” med et kig indenfor i ursamfundet. Stammen hvor Manden regerer. Det er en kold tid, vi lever i. Det var det også dengang, selv om man levede i varmere egne end her højt mod nord. Specielt om natten var der koldt. Ilden var endnu ikke ”opfundet”, men det var behovet for varme.
Hver nat klumper man i ursamfundet sammen med Manden og hans nærmeste assistenter og kvinder med de børn de kan have hos sig, inderst i klumpen. Yderst, længst ude, de svage, de udskudte, de gamle og mindreværdige. Og som Johannes V. fortæller det, så mangler der hver morgen et par stykker af de yderste. Nattens jægere, rovdyrene, har forsynet sig, og som altid går det ud over dem, der er længst ude.
Sam-fund handler om at finde sammen. Finde sammen fordi vi trænger til beskyttelse, til varme, og fordi vi som mennesker til alle tider har haft og har et grundlæggende behov for ikke bare fysisk varme, men for menneskelig varme. Allerbedst: Fortrolighed, tillid, tryghed, kærlighed. Nogen at dele med. Om ikke andet så angsten.
Kunsten i det gode samfund må altid være at finde sammen så færrest muligt marginaliseres eller efterlades i en kløft.

I sin anmeldelse (KD, 24/1 2012) af Svend Bjergs nu genudgivne bog ”Karen Blixens teologi” fra 1990 fremgår det, at Bo Hakon Jørgensen dengang i 1990, da han også anmeldte bogen, var ”forarget over at se Karen Blixens historier brugt til teologiske formål.” Det er han ikke helt så slemt nu, men dog nok til, at han vil fastholde sin gamle uenighed med Bjerg, der i sin læsning med BHJ´s ord: ”befinder sig på fortællingens niveau, skønt historien er skrevet sammen af enkeltord”. Disse enkelte ord mener BHJ åbenbart, der skulle tages meget mere hensyn til i deres egenart eller enestående funktion i teksten frem for en fokusering på fortællingen som helhed. En læsning af fortællingen der, som hos Bjerg, måtte kunne ses ligge en teologisk tydning nær eller kunne medvirke til at udlægge og eksemplificere et centralt teologisk tema.
Måske er det så oplagt for en hel del af os præster at foretage et sådant greb a la Bjergs, fordi den teologiske uddannelse har vænnet os (de fleste af os!) til at betragte en given tekst (bibelen) som mangetydig. Der findes vidt forskellige fortolkninger og læsning i mange lag. Vi deler teksten (helligskriften) med andre, inklusive andre religioner såvel som med ateister. Med både grupperinger og enkeltindivider som får noget andet ud af bibelen lige fra det enkelte ord til bibelhistorien som sådan, og som anvender ord og tekststykker og fortællinger som helhed til vidt forskellige formål.
Nu spørger jeg så: Hvorfor er det for visse litterater så forargeligt, når anderledes og eksempelvis teologiske læsninger og anvendelser af en skønlitterær tekst finder sted? Hvorfor kan man ikke slippe den skønlitterære fortælling så meget løs, at den, fortolkningsmæssigt i det mindste, undslipper enhver copyrightbegrænsning?
Hvad er litteraterne så bange for?
Hvis visse præster og teologer i deres omgang med skønlitterære tekster er at ligne med fortællingstyve og forargelige forvanskningsmagere med gustne motiver, er visse litterater så i virkeligheden at ligne med bogstavtro fundamentalister?
(Ovenstående blev bragt som kommentar i Kristeligt Dagblad, d. 10/2)

I nat røg varmen på vores lokale skole, som i morges var så kold, at eleverne blev sendt hjem. Det har de sikkert varmet sig ved.
Natten mellem lørdag og søndag røg varmen i kirken (der var kun 4 grader søndag morgen), og vi måtte holde gudstjenesten i konfirmandstuen i et lynhurtigt improviseret kirkerum med siddeplads til en 70-80 stykker og ståpladser til resten. Vi forkortede gudstjenesten med nogle af leddene (læsningerne i formessen og altergangen) og koncentrerede os om bøn, salmesang og prædiken.
Det blev en fin gudstjeneste. Varmen røg i kirken og kom i stedet for ind i gudstjenesten. Den lidt anderledes gudstjeneste i andre rammer fik, tror jeg, indholdet, det vi har at samles om, til at stå stærkere.
Ikke fordi jeg nu vil tale for, at vi så lukker ned for ikke bare varmen i kirken men kirkebygningen som sådan. MEN, jeg vil tage det med mig videre som en påmindelse om, at evangeliets livgivende varme til os ikke i særlig grad afhænger af rummets karakter, men af AT vi samles (om det). Og ganske sikkert også, at der en rimelig behagelig rumtemperatur og plads og stole til de fleste.

I går begravede vi min farmor. En uge før sov hun stille ind i sin seng på plejehjemmet i den første time efter midnat. 103 år gammel. Et jævnt, og muntert virksomt liv på jord kom her til sin afslutning.
Min farmor skal ikke helgenkåres, men hun må gerne blive nævnt som et menneske, der gjorde det godt. Og som vi i slægten var glade for at have. Ikke i særlig grad fordi hun var her så længe, men fordi hun var her, som den hun var. Ikke fordi farmor havde særlige talenter (som det handlede om i lignelsen om de betroede talenter i dagens prædiken). Og så alligevel.
For, hvem kunne lave en hønsekødssuppe som hende? Hvem havde en stemme og kunne med glød og med varme, med både gråd og med grin, snakke og fortælle som hende? Hvem tænkte på os alle og huskede os og glædede sig i sit gammelkoneliv ved et besøg af en af os som hende?
Og se, sådan har vi Gudskelov hver især, og sikkert endda både den ene og den anden, at tænke på her. Taknemmelige for, hvad der blev os givet af godhed og glæde, fordi der var nogle, der gav os tid og opmærksomhed, mad og menneskelig varme, et blik, en hånd. Og som måske endda skød slet ikke så lidt ind og faktisk risikerede en hel del ved at tro på os og se os som slet, slet ikke talentløse.
NB. Som én sagde det: ”Mennesker, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet”
Æret være farmors minde!