Der var en, der var to, der var tre …
Der var syv! Syv ministre, som i den nuværende regering ”har vendt folkekirken ryggen”(!) ved ikke at være medlem af den, skriver Ekstra Bladet. Det er alligevel en del. En eftertanke værd, og nok også noget af et vågn-op-kald til os, der stadig er medlemmer og som måske oven i købet bestyrer et eller andet kald i kirken. Som præst for eksempel.
Og samtidig så er der en meget renfærdig holdning i at sige som to af ministrene udtaler det: ”For mig er det en personlig beslutning. Jeg tror ikke på Gud. Og jeg mener ikke, man bør være medlem af folkekirken, når man ikke tror på Gud”, siger forsvarsminister Nick Hækkerup (S), som er en af ministrene, der står uden for folkekirken. Og finansminister Bjarne Corydon (S): ”Jeg har stor respekt for kirken, men jeg er ikke selv troende. Derfor finder jeg det naturligt, at jeg ikke er medlem.”
Det er klar tale. Det er lige nøjagtig sådan, det må være i et land med udstrakt ytrings-, tros og religionsfrihed. Vel at mærke altså, at såvel den ikke-troende som den troende møder respekt for sit standpunkt.
For et par måneder siden udtalte folketingspolitiker Per Clausen (Ø), at han, som ikke betragter sig som troende men alene som kulturkristen, er medlem, fordi han, som kulturkristen, gerne vil støtte og medvirke til at opretholde folkekirken.
Det er et fint, sobert synspunkt og sted at stå.
Det er det, som sagt, også, for mig at se, hvis man som Bjarne Corydon og Nick Hækkerup som ikke-troende melder sig ud på netop dette grundlag. Og så altså samtidig udviser, som Bjarne Corydon siger det: ”stor respekt fra kirken”.
Eller som forsvarsminister Nick Hækkerup, der for nylig var ude at forsvare folkekirkens feltpræsteordning.
Det er slet ikke så ringe med den slags forskelligartede respektfulde holdninger til folkekirken, medlem eller ej. Og det er helt sikkert noget, vi må finde os i. Meget gerne så glade og taknemmelige som muligt for at leve i et samfund, hvor man på den måde lader hinanden være med diverse forskelligheder.
30. januar, 2012 kl. 17:50
Det mere skumle ståsted er måske, at folk melder sig ud for at spare penge, som de mener kan bruges bedre et andet sted, om ikke til andet så til at spare op til en gravplads. Lidt vil der dog altid være til overs ved den disposition. Men så er de kun i ringere grad med til at opretholde dansk kulturarv ligesom de skiller sig ud fra deres folkefællers åndelige fællesskab.
30. januar, 2012 kl. 20:27
Jeg foretrækker en ikke-kristen minister, embedsmand, bager m.m. der agerer respektfuldt i forhold til mennesker frem for en kristen, der agerer respektløst.
For mig at se er det skammeligt og ydmygende for kristendommen at relatere den ind i en social (hakke)orden – altså at bedømme et menneske på dets religiøse indstilling.
Kristus er menneskebærende – ikke kulturbærende.
31. januar, 2012 kl. 10:07
Claes, sådan ser jeg også på det, hvad angår \det mere skumle ståsted\, du nævner, hvor det er sparegrisen, der får overtaget. Glemmes må det bare ikke, at der findes en hel del andre hæderlige ståsteder – også som ikke-medlem af folkekirken.
Jørgen, det er, som jeg hører det, en fin og klar og kristen tanke, du her fremfører – \Kristus er menneskebærende – ikke kulturbærende\ – og hvis jeg så lige må tilføje, at som netop menneskebærende bliver Kristus så også uvægerligt i en eller anden grad kulturbærende – det er mennesker, der skaber kultur (og civilisation) – det vi er som mennesker, tror, tænker, taler og handler, udvirker kultur.
NB. Mærkeligt er det at tænke på, at der dybt i kristendommen/evangeliet ligger denne stærke tanke og tendens til at afvikle sig selv (miste sig selv) som magtfaktor og netop således virke til liv – korsets gåde …
31. januar, 2012 kl. 11:51
Gudmund, tænker du også, at Kirken vil afvikle sig selv? Miste sig selv? Og hvordan?
31. januar, 2012 kl. 12:13
Claes – kirken, folkekirken inklusive, må i hvert fald aldrig blindt kæmpe for sin egen selvopholdelse men altid huske det grundtvigske dictum: menneske først og kristen så – at Kristus er til for menneskelivets skyld før overhovedet for kirkens egen skyld – kun som sådan kan kirken være til i verden som Kristi krop.
31. januar, 2012 kl. 16:43
@Gudmund.
Dit ovenstående NB er virkelig meget fascinerende – korsets gåde og universel livsvisdom. Jeg kommer til at tænke på historien om hvedekornene.
Ang. kultur: Enig i at vi udvirker kultur med Kristus som baggrund – sådan må det selvfølgelig være. Blot vi ikke glemmer essensen. Der er meget støj i kultursnakken.