Luk op og læs bag om teksten
Vi må turde åbne os for andet og langt mere end det vi kan sige os selv. Vi må lytte, lære, turde gå i dybden og ikke blive på overfladen som en såkaldt bogstavtro bibellæsning, skønt de bedste motiver og ønsker om at ”få det hele med”, står i fare for at gøre det. Vi må læse og lytte os bag om teksten. Og vi må af al kraft åbne os for, at Gud og Guds nåde også findes der, hvor vi først slet ikke regnede det for muligt. I for eksempel al mulig anden litteratur og fortælling end den bibelske alene.
Som Unn fra Stjernestene i Hanne Marie Svendsens roman af samme navn, hun som i 1300-tallets Grønland en overgang i sit liv som helt ung bor i et nonnekloster midt i den grønlandske ødemark, og her møder nonnen Edmonda, som kan læse og skrive, og som også læser i andet end bibel og helgenlegender, kirkens autoriserede litteratur.
Og Unn tænker, at hun vil åbne sig og lære alt, hvad hun formår af Edmonda. ”Hvad kan hun bruge det til?” Som romanen siger det: ”Jo mere man ved, desto mere er der at længes efter. De uvidende lever lykkeligst, dem om det. Hun behøver ikke blive lykkelig, bare hun får brugt sit liv til noget betydeligt.”
”Du ejer den nysgerrighed, der kan føre til visdom”, siger Edmonda til Unn – ”Den håber jeg også selv at beholde.” Og så fortæller Edmonda om sin gamle skriftefader fra tiden i klostret i England: ”Han var en gammel tyk mand, fuld af klogskab, og læste også skrifter af hedenske forfattere, der ikke kendte Gud, men kom ham nær i deres søgen efter sandhed. Læs bag om teksten, sagde han, så finder du Guds finger. Hans ansigt var uskønt, men hans ånd uden grænser, og” – som Edmonda siger det: ”troen havde ikke lagt låg på hans tanker. Han hjalp mig meget”, siger Edmonda, ”da mit sind var formørket.”
”Troen havde ikke lagt låg på hans tanker” – ”læs bag om teksten, så finder du Guds finger” – vær nysgerrig! Luk ikke af, men luk op! Til det har vi teologien, skriften, budskabet om Guds nåde.
Teologi bliver nogle gange brugt, som vi ville sige det på jysk, netop ”te o lok i”. Men teologi har vi te o luk op! Læren om Gud, talen og skriften om Guds nåde har vi til at lukke op med. Lukke endnu mere op.
Skal det kunne tale til os overhovedet, så forlanges der åbne sind på forhånd. Åbne, varme, bevægelige sind, så at vi kan blive grebet af Guds ord. Fordi sådan begynder det, det gode liv. Og sådan kan det under ske, at vor Herre ikke går bort, men tværtimod går os i kødet. Kommer os så nær, at Gud selv med sin levendegørende og livsforvandlende Ånd går i kroppen og sjælen på os og bliver til levet liv.
25. september, 2010 kl. 22:02
jeg elsker hver lille stump af tvivl på at vide
det hele meget bedre..næsten ha en særlig billet…
for jeg tror, vi alle får en stor overraskelse, når vi kommer op
og føler Gud i hver en fiber af krop og sjæl.
og selv om jeg endnu mere elsker at væreher, endnu…
glæder jeg mig til at se, at noget kan være så anderledes
og som jeg vidste da jeg hørte piotr Tjaikovsky fortælle mig
en femårig lille pige det….det ender godt.
men det er osse det eneste jeg ved, resten gladtror jeg
kedafdettvivler jeg om, indtil jeg er foran lågen og …
hvis Gud vil det, får lov at komme ind…og ser at mine anelse
om at kærligheden her…er et glimt af en godhed ubegribelig
stor for vores måde…..vidunderligt tryg i al sin ubegribelighed, række ud efter, og en dag nå….
måske er min fremmedhed for ordene i bibelen meget forkert
og måske er min hjemmestrikkede tro netop det, hjemmestrikket,
men at der er en godhed som ser igennem alle vores misforståelser svigt al vores forvirring og rod….og den
onde del af os,, vi forsøger igen og igen at få til at
bakke ud…..og la os være i fred og ku dele den fred den
kære lighed med hinanden, og når det sommetider lykkes,
er det som når solen pludselig varmer, bruservandet pludselig
ikke bare render uden på men helt ind i og vi er med og tør
når vi smiler….så er det altsammen hilsener from up above
det tror jeg men jeg ved ingenting, og jeg kan ikke li det,
når nogen vil bilde mig ind,, at de ved, har de da haft en særlig mulighed, var de der da peter gik hen til jesus på
vandets bølger og et øjeblik blev bange var de der da jesus
så allivel holdt fast om peter midt ude på vandet. eller
da jesus slæbte sit kors gennem byen og ud til den bakke hvor han skulle dø, så de ham og hørte de ham sige ja til røveren
for hvis ikke hvordan kan de så vide.
du er tror jeg en åben præst, du holder af det liv vi låner her
og af himlen som engang henter os.
derfor tror jeg dig. og din tro på Gud.
25. september, 2010 kl. 23:12
Kære Gudmund
Var det ikke en ide – på baggrund af dine åbne og altid imødekommende tvivlrådige usikre og frem for alt ubundne teo luk op idealer, at du da næste gang du får et menneske bragt frem til døbefonten spørger: “Hvad tror du så på?” – og følger op med et: “og vil du så døbes på denne tro?” Ville det ikke svare meget godt til den åbenhed overfor snart sagt hvad som helst, med denne klare forventning om, at der et eller andet sted nedenunder gemmer sig noget godt??
Hvorfor i alverden står du dog som præst og afkræver en hel masse ja’er til en række ganske konkrete trossætninger, ja en hel trosbekendelse på remse? for dernæst at døbe “på denne tro” frem for en hvilken som helst anden nok så velment tro, som måske mere præcist, var den tro som det menneske (ell. barns forældre) havde?
VH Martin F
26. september, 2010 kl. 12:38
Tak; Marianne Lotte, for poetiske ord og tanker om ubegribelighederne i det der alligevel underligt nok har det med at gribe os …
Jamen, kære Martin F, hvad har du dog gang i? For det første så er dåben jo altså ikke og overhovedet ikke et forhør, men en tilspørgsel, en gave udover alle grænser, der som det mest passende svar af alle udløser et ja (tak)! For det andet er trosbekendelsens ord ikke en minutiøs redegørelse for alt det, der er at sige om Guds nåde, men en komprimeret fortællende antydning af det uendeligt store og i grunden ubegribelige deromme bag alting, og som vi taler om i blandt andet vendinger som “syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”.
Der er med bibelens og trosbekendelsens ord og fortællinger sagt nok til at vi har det vi behøver for at kunne sige ja (tak) til Guds nåde. Der er sagt nok, men der er ikke sagt alt. Det er mere at sige end det. Som Johannes så fint (og du har nok før hørt mig citere ordene) slutter sit evangelium: “Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.” Det er større end som så. Luk op. Læs bag om teksten, så de i sig selv døde bogstaver ikke bliver en lukket dør men gennem ånd en åben indgang som fra Jesu grav påskemorgen ud i morgenlyset ind til livet og menneskene og sammenhængene så mangfoldige …
26. september, 2010 kl. 16:39
Budskabet er vigtigere end “formen”…
Vi mennesker kan KUN lære, forstå og erkende – gennem det vi hver især oplever som vedkommende og “letforståeligt”.
5. oktober, 2010 kl. 03:32
Det var dejligt at få svar at blive taget med ind og være med..
det var osse dejligt at stå deruden for det vedtagne, lidt som
en fremmed, og så allivel ikke være det. hvor er der kort afstand mellem tvivl mistro tillid og tro. og hvor blir det godt,
at krydse over..hver gang.til den tillid og tro, vi længes mod.
hej igen fra marianne lotte
5. oktober, 2010 kl. 18:55
Skrev et længere indlæg men det kom ikke gennem æteren. Ærgerligt :-/