Vi må turde åbne os for andet og langt mere end det vi kan sige os selv. Vi må lytte, lære, turde gå i dybden og ikke blive på overfladen som en såkaldt bogstavtro bibellæsning, skønt de bedste motiver og ønsker om at ”få det hele med”, står i fare for at gøre det. Vi må læse og lytte os bag om teksten. Og vi må af al kraft åbne os for, at Gud og Guds nåde også findes der, hvor vi først slet ikke regnede det for muligt. I for eksempel al mulig anden litteratur og fortælling end den bibelske alene.
Som Unn fra Stjernestene i Hanne Marie Svendsens roman af samme navn, hun som i 1300-tallets Grønland en overgang i sit liv som helt ung bor i et nonnekloster midt i den grønlandske ødemark, og her møder nonnen Edmonda, som kan læse og skrive, og som også læser i andet end bibel og helgenlegender, kirkens autoriserede litteratur.
Og Unn tænker, at hun vil åbne sig og lære alt, hvad hun formår af Edmonda. ”Hvad kan hun bruge det til?” Som romanen siger det: ”Jo mere man ved, desto mere er der at længes efter. De uvidende lever lykkeligst, dem om det. Hun behøver ikke blive lykkelig, bare hun får brugt sit liv til noget betydeligt.”
”Du ejer den nysgerrighed, der kan føre til visdom”, siger Edmonda til Unn – ”Den håber jeg også selv at beholde.” Og så fortæller Edmonda om sin gamle skriftefader fra tiden i klostret i England: ”Han var en gammel tyk mand, fuld af klogskab, og læste også skrifter af hedenske forfattere, der ikke kendte Gud, men kom ham nær i deres søgen efter sandhed. Læs bag om teksten, sagde han, så finder du Guds finger. Hans ansigt var uskønt, men hans ånd uden grænser, og” – som Edmonda siger det: ”troen havde ikke lagt låg på hans tanker. Han hjalp mig meget”, siger Edmonda, ”da mit sind var formørket.”
”Troen havde ikke lagt låg på hans tanker” – ”læs bag om teksten, så finder du Guds finger” – vær nysgerrig! Luk ikke af, men luk op! Til det har vi teologien, skriften, budskabet om Guds nåde.
Teologi bliver nogle gange brugt, som vi ville sige det på jysk, netop ”te o lok i”. Men teologi har vi te o luk op! Læren om Gud, talen og skriften om Guds nåde har vi til at lukke op med. Lukke endnu mere op.
Skal det kunne tale til os overhovedet, så forlanges der åbne sind på forhånd. Åbne, varme, bevægelige sind, så at vi kan blive grebet af Guds ord. Fordi sådan begynder det, det gode liv. Og sådan kan det under ske, at vor Herre ikke går bort, men tværtimod går os i kødet. Kommer os så nær, at Gud selv med sin levendegørende og livsforvandlende Ånd går i kroppen og sjælen på os og bliver til levet liv.

I stalden derhjemme på den lille sydvestjyske gård, hvor jeg voksede op, og hvor mine forældre stadig har hjemme, boede der i min barndom adskillige svalepar. Den ene svalerede efter den anden klinet i ler og strå op under loftsbjælkerne. Hvert år i april vendte svalerne tilbage til de samme reder under loftet i stalden efter deres lange rejse fra Afrika. De gjorde rederne i stand og snart kom små svaleunger til verden dér. Og de voksne svaler, far og mor, fløj med forrygende præcision ud og ind gennem sommeråbne stalddøre og vinduer med føde til deres små i reden i stalden.
Helt fra Afrika, Sydafrika endda så vidt jeg ved, kom de. Det er en fascinerende tanke
at målet for sådan en enormt lang rejse på tværs af kontinenter er så beskedent et hjem under en loftsbjælke i en stald.
Det siger noget om, at man kan foretage en hvilken som helst rejse, hvis målet er hjem. Ydmygt eller imponerende.
Hjem er hvor dit hjerte hører til.
Når det er et sted, hvor der findes kærlighed og læ, er der intet sted, som et hjem. Da er det et af de smukkeste ord i ethvert sprog: Hjem. Og for øvrigt i slægt med ordet hemmelighed.
”Jeg skal hjem”, siger du, og det er ikke helt til at forstå hvordan du har hjemme, der hvor du har det. Men jeg ved det godt alligevel, fordi jeg skal også hjem. Hjem til jul, påske og pinse. Hjem til de andre. Og således hjem til mig selv.
For at kunne være, må vi være hjemme! Ha´ et sted, et hjem, at være. Et sted at komme hjem til.
Når man rejser igennem et landskab om aftenen eller om natten, ser man lysene brænde i vinduerne, i de hjem, man passerer. Måske blot som i Jakob Knudsens smukke aftenssalme om at være på vejen hjem i nattemørket: ”Tung og mørk den tavse nat / over jorden spænder, / hist kun bag et vindve mat / vågelys der brænder.”
Bare et enkelt lille lys i mørket. Et ”vågelys der brænder.” Et tegn på at der er nogen hjemme. Lys og varme. Måske gæstfrihed eller i hvert fald mulighed for at komme ind i lyset og varmen, hvis man var i nød, hvad man engang imellem er. Et sådant hjem kan jeg godt lide at forestille mig kirken og gudstjenesten som.

Professor emeritus, dr. phil. Helmuth Nyborg skriver i JP-kronik 15/9 under overskriften ”Vi må ikke blive som Sverige” om den fare for at ende som tredjerangs nation vi udsættes for, hvis vi her i Danmark, ligesom socialdemokratiske Mona Sahlin ønsker det for Sverige, vil være et åbent indvandrerland. Et land, som ikke sorterer indvandrere efter hverken hudfarve, herkomst eller intelligenskvotient (IQ) men lader selv folk fra Mellemøsten eller endnu værre fra Afrika syd for Sahara indvandre hertil. Menneskene herfra har nemlig en markant lavere IQ anfører Helmuth Nyborg fra den adfærds- og intelligensforskning han henholder sig til og som han anser, forstår man, for fuldstændig indiskutabel og uden behov for korrigerende parametre.
Jeg læser for tiden Thorkild Hansens ”Slavernes kyst” om den danske slavehandel fra Guinea/Ghana i perioden 1673-1825. Tænk sig, længere er det ikke siden! Det kræver et bestemt menneskesyn at gennemføre en sådan praksis som slavehandel. Et menneskesyn, som længe ikke var spor svært at etablere. Negrene betragtedes blot som laverestående væsner, hvis intelligens var så lav og så ringe, at de faktisk var bedre stillet som slaver under umenneskelige forhold end i deres frie naturtilstand.
Det gyser i mig (hvilket uden tvivl er både beregnet og ønsket af skribenten), når jeg læser Helmuth Nyborgs kronik i Jyllandsposten. En temmelig sikkert i IQ-forstand højintelligent dr. phil. taler her i mine ører menneskeligt set totalt ubegavet og mindre end enøjet med tanke på konsekvenserne af det menneskesyn han her anlægger. Kolde facts og kølig forskning uden sans for den menneskelige sammenhæng i øvrigt, hvor intet, for mig at se, tæller højere end medmenneskelighed og ligeværdighed, er i virkeligheden langt, langt farligere end en eventuel for blødsøden svensk socialdemokratisk holdning, og vil for alvor kunne gøre os til tredjerangs nation i menneskelig henseende. Og hvor er vi så henne med nok så megen målbar IQ men meget ringe begavelse hvad angår medmenneskelighed? Det har historien faktisk allerede rigeligt med eksempler på.

Jeg sad forleden og forsøgte for mit indre blik at genkalde mig mit første barndomshjem. Stuehuset hvor jeg boede med mine forældre og små søskende, indtil jeg var 7 år gammel og det lille husmandssted fik et nyt stuehus og det gamle blev inddraget til stald. Jeg gik gennem rummene. Bryggers, køkken med spisekammer, spisestuen, den pæne stue, soveværelset.
Det gik ret godt. Det var en fin vandring gennem rum, som er mine og meget virkelige. Uanset hvor lidt de så måtte findes i denne verden, så findes de i min virkelige verden.
Men jeg fik jo slet ikke det hele med. Og der var både det ene og det andet, jeg kom i tvivl om. Så det var godt, at kunne tage hjem til mine forældre, som endnu den dag i dag bor på det lille husmandssted, hvor jeg for snart 53 år siden kom til verden. Vi satte os ved stuebordet og min mor og far tegnede og fortalte det gamle stuehus frem. Men også de kom i tvivl om det ene og det andet forhold. Hvor stod skorstenen og hvor var opgangen til loftsværelserne helt nøjagtigt? Hvor og hvordan gik den og den væg?
Så var det, vi gik ud i den nu nedlagte stald i den del, som engang var stuehus, og hvor lofterne, om end falmede og slidte står som de stod, dengang væggene for mere end 45 år siden væltedes og stue blev til stald. Og vi kiggede opad og så tydelige aftegninger af de gamle vægge og skorsten og opgang til loftet. Og det blev til det ene udbrud efter det andet fra min mor og min far – ”nå ja, det var sådan det var!” – ”ja, nu kan jeg tydeligt se det for mig!”
Arkæologi er normalt noget med at kigge ned og grave i jorden og om muligt finde det ene og det andet til rekonstruktion af virkeligheden. Her var det altså det omvendte. Noget med at kigge op. Og jeg tænker, om ikke det er noget i den retning, vi bedriver i kirken og med kristendommen: Omvendt arkæologi. Vender blikket opad mod det himmelske og det guddommelige for at blive klogere på det menneskelige. Finde spor og retningslinier. Rum og rummelighed. Orienteringssans med hensyn til både det, der var, og det der kommer, så vi uden fare for at skulle fare fuldstændig vild igen kan vende blikket ned mod det nærværende og virkeligheden her og nu på jorden.

Udtrykket blev anvendt af statsminister Lars Løkke Rasmussen forleden ved flagdagen og mindedagen for Danmarks faldne soldater. ”Det modigste valg af alle” som det frivilligt ”at drage ud for at gøre en forskel”. I dette tilfælde altså som dansk soldat i NATO-styrken i Afghanistan.
Det er måske forståeligt, eller i det mindste tilgiveligt, at en statsminister taler i sådanne termer. Men ellers er det, for mig at se, dybt betænkeligt at tale i sådanne heroiserende vendinger om det at være en ung dansk soldat i Afghanistan.
Krigsindsatsen er, som alt muligt tyder på, dømt til at mislykkes. Demokrati og kvindefrigørelse kan ikke indføres gennem rygende pistoler. Hvornår lærer vi det mon?
Men det er ikke den egentlige grund til at heroiseringen af soldaterne er skudt forbi og langt over målet. Den egentlige grund er, at disse unge mænd og kvinder, blandet sammen med deres ideologiske overbevisning om rigtigheden af denne krig eller bare dette, at man som soldat parerer ordre og går, når og hvor man bliver sendt, at de herudover selvfølgelig har et hav af andre motiver for at drage af sted. Eventyrlyst, lysten til at være sammen med kammeraterne, spændingen, det eksotiske fremmede, prestigen, pengene, pigerne og alt muligt andet helt legitimt at gå efter for et ungt menneske.
Lad dog disse motiver fylde det, de reelt gør, når vi taler om den danske krigsdeltagelse og de danske soldater. Lad os ikke stikke blår i øjnene på os selv eller på de unge og lade som om ”det modigste valg af alle” skulle være truffet af disse unge mennesker som det særlige valg for dem i forhold til at tjene som dansk soldat i Afghanistan anno 2010.
Som en ung dansk mand, krigsveteran uden ben, sagde det på skærmen forleden, så var det overhovedet ikke de medaljer, han nu havde fået, han var gået efter som soldat. Medaljerne føltes nærmest som en hån i forhold til de manglende ben.
Sådan kan det også på en mærkelig måde gå, at man om ikke håner så i hvert fald skyder langt forbi, hvis man bruger så alt for store og svulstige ord og udtryk som ”det modigste valg af alle” om det som en ung dansk mand eller kvinde meningsløst at have mistet livet i en umulig krigsindsats i en ørken i Afghanistan.

Özlem Cekic, socialordfører for SF, inviterer til ramadan-middag på Christiansborg på mandag. Nogle af de inviterede kan ikke komme. Andre vil ikke komme. Og nogle vil ligefrem have middagen forbudt, eller kommer med stærk kritik af dem, der har sagt ja-tak til invitationen.
Det hører ikke nogen steder hjemme, siger de, at der på Christiansborg i det fortrinsvis kristne Danmark, fejres en muslimsk fest, og så oven i købet med deltagelse af fremtrædende medlemmer af det danske styre, herunder en konservativ minister.
Ôzlem Cekic selv glæder sig og sammenligner middagen, hvad angår tradition, med en dansk julefrokost. NB. Den er der jo nu også en del danske firmaer, der på det seneste har afskaffet – julefrokosten – fordi den skulle kunne være en torn i øjet på medarbejdere af fremmed tro og religion (vist nok ikke på ateister).
Al denne forsigtighed. Al denne træden-varsomt for ikke at genere en eneste. Og så sammen med den helt modsatte konfrontatoriske træden-på-de-andre. Det bliver sammenlagt til en stor jokken rundt i spinaten.
Skulle det være sådan, hvilket det er, at kristendommen stadigvæk et eller andet sted i baggrunden og undergrunden og selv på højborgen spiller en væsentlig og afgørende rolle for dansk kultur, så vil jeg tillade mig at henvise til evangeliet og Det Ny Testamente. Det budskab og fortolkningen heraf vi bygger på som kristne.
Måltidsfællesskabet spiller her en afgørende rolle. I Jesu lignelser og egen adfærd (som også er en lignelse for os) er det aldrig nogensinde afvisning og nej-tak til at deltage i en festmiddag, der peges på som vejen. Og det uanset hvem der inviterer. Ingen rene og urene. Alene mennesker. Uden forskel.
Det er endvidere, som Paulus understreger det, sådan, at der for os som kristne heller ikke eksisterer noget med rent og urent, hvad angår selve maden. Spis, drik og vær glad! Som den ellers ind imellem noget desillusionerede stemme i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente (NB. Skrift-fællesgods med både jøder og muslimer) anbefaler det.
Spis, drik og vær glad! Pak din eventuelle smålighed og betænkelighed væk og sæt dig til bords med det andet menneske. Også hvis du skulle være så heldig at være blevet inviteret med til ramadan-middag på Christiansborg på mandag. God appetit!