Teodice eller nihilodice?
Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, siger Jesus hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. (Matt. 10,27)
Hvor meget, der så end måtte tale for det desillusionerede livssyn, så skal vi så længe og så meget det måtte være muligt tale imod. Lidenskabelige. Passionerede. Troende. Troen og livsmodet kan ikke skjules. Det er noget sludder at mene, at religion skulle kunne holdes ude af det offentlige rum. Gudstro og religiøsitet af såvel den bedste og varmeste menneskelige slags som den koldeste og mest afskyelige og umenneskelige slags har konsekvenser og betydning i det offentlige rum, i samfundet.
Lad os derfor, alt det vi kan, insistere på den varmest tænkelige. Tale højt og fantasifuldt og passioneret udfra de tanker og det grundlag Jesus har givet verden: At kærligheden overgår alt andet, selv døden. At Gud med al sin kærligheds rigdom er med overalt. Også i faldet.
Problemet eller spørgsmålet er ikke, om Gud findes, men at der slet ikke findes det sted, hvor Gud ikke er. Ikke om Gud kan opdrives, men at Gud umuligt kan uddrives.
Teodicéproblemet, kalder man det spørgsmål vi alle kender, når gudstroen og den troende skal ned med nakken. Hvordan skulle der, spørges der, kunne være en almægtig kærlig Gud med al den lidelse, der er i verden?
Problemet er logisk set uløseligt. Der gives ikke noget endeligt svar. Men hvorfor ikke i stedet for stille et helt andet spørgsmål, som Løgstrup gør det med det, han kalder en nihilodice. Og spørgsmålet lyder: Hvorfor er der noget som helst og ikke bare ingenting? Hvorfor findes lykken og glæden og ikke meningsløsheden og angsten alene? Det er da mildest talt mærkeligt og i det mindste en forundring værd.
Som Naja Marie Aidt i novellesamlingen Bavian: Hvad er det, der driver mig hvileløst rundt i en verden, jeg ikke kan trænge ind i? Som dog bringer mig den ypperste nydelse, når den trænger ind i mig? Sådan sad jeg længe og det regnede og regnen drev ned over mit ansigt og jeg smagte på den (s. 101)
Åh jo, livet er rigt på overraskelser og nydelse. Gud er, sagt med Torgny Lindgren (Norrlands Akvavit, 2008) den store forbløffer. Det må godt siges højt
