”Yeah, jeg kan gå / på mine fødder / jeg er fodgænger / så er man da noget …” sang Gnags. Alting begynder nedefra – fra fødderne og græsrødderne. Det er hermed vi går i gang og bevægelsen finder sted.

Det er bare med at komme i gang, og gerne i mere end tomgang, selvom den gangart også hører med på livets vej. Byen og verden ligger for mine fødder og grundlæggende er vi her på lige fod.

En af de fine sidegevinster ved individualismen er understregningen af ligeværdighed. Det er så samtidig også her én af de store hurdler i forhold til at skulle tilslutte sig et parti og en organisation, en bestemt dogmatisk tro, ligger. At skulle underkaste sig en partidisciplin og et præsteskab og rette ind efter ordrer ovenfra. Fra den eller dem, der pr. partivedtægt måtte gå for at have mere fod på tingene og beføjelser i forhold til at definere mening og holdning.

I det politiske liv opstår der gennem enhver folketingsperiode løsgængere. Folk, som af den eller anden grund, vælger at forlade gruppen og partiet, og gå deres egne veje.

Løsgængeren er i det politiske parlamentariske spil en besværlig størrelse, men jeg er ikke i tvivl om at selve gangarten korresponderer vældigt godt med tidens grundlæggende menneskesyn: Jeg er min egen. Der er ingen bånd, der binder mig. Og er der, så løser jeg mig fra dem, hvis det viser sig nødvendigt for min bevægelsesfrihed.

Det giver skilsmisser af så mange slags. Det giver flytbarhed. Mobilitet. Bevægelse.

Jeg har stor sympati for løsgængeren. Sagt postmoderne: ”Meningen er blevet løs”. Vi går løse og ikke bundne i tøjr og tradition.

Det gælder i øvrigt også kirkeligt. Den kirkelighed jeg selv holder mest af, og som i en dansk sammenhæng stadig ser ud til at rummes bedst i en folkekirkelig virkelighed med al dens rummelighed, består af løsgængere mere end partifolk. Folk med hjerte for bevægelsen og en ide om plads for både mig og hin anden som et større gode end ensartethed.

Og så blot lige for også at få dén slået fast: Det gælder også en moderne pilgrim, som i allerhøjeste grad er at betragte som løsgænger. Dét provokerer partigængerne og dogmatikerne. Hvad kan sådanne løsgængere ikke finde på at slæbe ind af snavs og mudder i kirkens rum! Det glæder rigtig mange andre helt almindelige moderne mennesker: At man som pilgrim, som ”eksistentiel løsgænger”, kan gå kirkegang ad gamle tiltrådte stier – slå følge med hinanden uden at gå i takt og marchere eller mene det samme om for så vidt noget som helst – og dog være på vej sammen, og kunne glædes over dette meget fine at andre har gået her før mig og holdt vejen til kirken åben – og at jeg nu selv, hvad enten jeg tænker over det eller ej, er med til det samme: at holde vejen åben – som løsgænger. Så er man da noget.

”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset”, siger Jesus – ”hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.” (Matt. 10,27)

Hvor meget, der så end måtte tale for det desillusionerede livssyn, så skal vi så længe og så meget det måtte være muligt tale imod. Lidenskabelige. Passionerede. Troende. Troen og livsmodet kan ikke skjules. Det er noget sludder at mene, at religion skulle kunne holdes ude af det offentlige rum. Gudstro og religiøsitet af såvel den bedste og varmeste menneskelige slags som den koldeste og mest afskyelige og umenneskelige slags har konsekvenser og betydning i det offentlige rum, i samfundet.

Lad os derfor, alt det vi kan, insistere på den varmest tænkelige. Tale højt og fantasifuldt og passioneret udfra de tanker og det grundlag Jesus har givet verden: At kærligheden overgår alt andet, selv døden. At Gud med al sin kærligheds rigdom er med overalt. Også i faldet.

Problemet eller spørgsmålet er ikke, om Gud findes, men at der slet ikke findes det sted, hvor Gud ikke er. Ikke om Gud kan opdrives, men at Gud umuligt kan uddrives.

Teodicéproblemet, kalder man det spørgsmål vi alle kender, når gudstroen og den troende skal ned med nakken. Hvordan skulle der, spørges der, kunne være en almægtig kærlig Gud med al den lidelse, der er i verden?

Problemet er logisk set uløseligt. Der gives ikke noget endeligt svar. Men hvorfor ikke i stedet for stille et helt andet spørgsmål, som Løgstrup gør det med det, han kalder en nihilodice. Og spørgsmålet lyder: Hvorfor er der noget som helst og ikke bare ingenting? Hvorfor findes lykken og glæden og ikke meningsløsheden og angsten alene? Det er da mildest talt mærkeligt og i det mindste en forundring værd.

Som Naja Marie Aidt i novellesamlingen Bavian: ”Hvad er det, der driver mig hvileløst rundt i en verden, jeg ikke kan trænge ind i? Som dog bringer mig den ypperste nydelse, når den trænger ind i mig? Sådan sad jeg længe og det regnede og regnen drev ned over mit ansigt og jeg smagte på den…” (s. 101)

Åh jo, livet er rigt på overraskelser og nydelse. Gud er, sagt med Torgny Lindgren (”Norrlands Akvavit”, 2008) ”den store forbløffer.” Det må godt siges højt…

Så kom han til byen, den gamle rabbiner – ”I´m Your Man” – det skal jeg love for han er: My Man! Sangskriver, sanger, filosof og prædikant af Guds nåde. Jamen, er han ikke (blevet) buddhist, den gamle jøde? Det er meget tænkeligt. Vist nok endda sandt. Mest interessant for mig er, at han prædiker evangeliet. Eller ”prædiker” – det er for tungt, for ”pålæggende”, for smalt og for snævert – nej, han synger det som en lille ydmyg og ulasteligt klædt fugl med den dybest tænkelige fuglebas. Synger evangeliet i sange og tekster så hjerteskærende enkle og sigende. Altid i lovsangens og bønnens kategori, dér hvor han er allerbedst, Leonard Cohen. Som en ven sms´ede det fra koncerten i København i lørdags til os der måtte vente til dagen efter i Århus: ”I kan godt glæde jer til en oplevelse for livet. Det var ganske enkelt et tre timers fantastisk bønnemøde … en ufattelig smuk og magisk aften i Kongens Have. He is my man.”

”Ring the Bells, that still can ring /”, synger Leonard Cohen, ”forget your perfect Offering / There is a Crack in everything / that´s how the Light gets in” – ”Der er en sprække i alting / det er på den måde lyset kommer ind” , når vi sprækker og går til som korn lagt i jorden. Når vi giver op og giver fortabt. Når vi krakelerer. Da kan det ske det umulige – at nåden finder sted. Sagt med teologen Paul Tillich: ”Vi møder nåden, når vi vandrer igennem et meningsløst og tomt livs dunkle dal….når vi igennem årtier bliver fastholdt i gamle tvangsmekanismer, når fortvivlelsen ødelægger enhver glæde og ethvert mod. – I et sådant øjeblik trænger en lysstråle undertiden igennem vores mørke, og det er, som om en stemme siger: Du bliver taget imod – taget imod af én, som er større end dig…”

”Kære Gud”, skriver den mærkelige skæve digter Simon Grotrian i sin nyudkomne bønnebog ”Citroner til Vorherre”: ”Kære Gud. Det er alt for belastende at være til. Så må man være fra.” Fra og til – og med den gamle mands bøn, med sanglæberne i bevægelse så langt og så længe som muligt – ”If it be your Will” (hør den evt. sunget af Anthony på DVD´en ”I´m Your Man”) – lad os alle bede:  

If it be your will
To let me sing
From this broken hill
All your praises they shall ring
If it be your will
To let me sing

If it be your will
If there is a choice
Let the rivers fill
Let the hills rejoice
Let your mercy spill
On all these burning hearts in hell
If it be your will
To make us well

Amen!