Ytringsfrækheden
Jeg temmelig sikkert fejlhørte en speaker forleden i radioen, så at ytringsfriheden i mine ører blev til ytringsfrækheden. Ved nærmere eftertanke er jeg bange for, at det uundgåeligt er den vej, det går. Hvordan kan man som tingene nu udvikler sig forestille sig, at vi i Vesten nedtoner satiren, dæmper provokationen og konfrontationen overfor de yderligtgående fundamentalistiske muslimske kræfter, som forlanger tegnerhoveder på fad eller bål, blod og brand i gaderne? Ytringsfriheden, noget af det smukkeste og vigtigste overhovedet vi i vores kultur er kommet frem til, synes truet på en måde, så det er meget svært at forestille sig, at den ikke nu må fortsætte ud af det spor, hvor frihed bliver til frækhed. Hvor ytringsfriheden stadigt tydeligere må træde frem som ytringsfrækheden med helt bevidste og stadig grovere krænkelser af visse religiøse og andre sarte menneskers overbevisning. Hvordan ellers sikre sig, at vi ikke her i Vesten kommer til at fremstå som skrællinger, der blodfattigt bøjer sig for mordtrusler og handelsboykot? Jeg håber, jeg må blive skuffet i min fornemmelse og forventning, og at jeg bare trænger til at få renset ører, men
4. marts, 2008 kl. 16:46
Kære Gudmund Rask Pedersen
vedr. Ytringsfrihed/frækhed
Jeg syntes det er sørgeligt at vor mantalitet er ændret så meget at vi ikke længere kan vise respekt for hinandens måde at opfatte livet på.
Du har evig ret i at ytringsfriheden er en af de smukkeste begreber i vores kultur, og det er svært at se den trådt under fode af mennesker og medier som gør det blot for at vise at “vi tør”
Fordi vi har ytringsfrihed giver det ikke det som hedder håneret.
Jeg husker endnu Jens Jørgen Thorsens billede af den korsfæstede Christus med erigeret lem, malet på væggen på Svanemøllens S-station i København. Her skred daværende Trafikminister Arne Melchior ind med et forbud.
Tak for dine synspunkter.