Kan vi forvente at pædagoger og sosu`er kan lide vores pårørende? Spørger Kristeligt Dagblad i en forsideartikel d.d. Jeg har ofte, som præst, været omkring spørgsmålet i undervisningsforløb med plejehjemspersonale, sosu´er og sygehjælpere. For mig at se, er det, som dagens artikel nævner det, en vigtig pointe at understrege, at den gode professionelle pleje ikke hviler på kærlighed til den, der har behov for pleje.
Der er hos enhver en længsel efter at være set, som den jeg er. Efter det nærvær der allerede her etableres. Der ligger vel at mærke også, hos enhver, en længsel herudover om at være elsket. At være set som elskværdig.
Denne længsel kan kun (i forskellig grad) opfyldes af venner og familie. Ikke af et professionelt plejepersonale, som er begrænset af arbejdstider, overenskomster og arbejdstilsynsregler.
Kærlighed er at være i en relation, hvor man er villig til at give af sig selv, sit eget – ofre tid, penge m.m. – for det andet menneskes skyld. Dette være sagt for at forhindre den misforståelse at professionel pleje består i at elske! Den gode professionelle pleje er, sat på spidsen, kun mulig, fordi sosu´en, plejeassistenten, sygeplejersken osv. ikke elsker den, der modtager plejen.
Sympati, empati, indføling, evne til at lytte og forstå er alt sammen gode nødvendige egenskaber hos enhver, også den professionelle plejer; men ikke det at elske!

”Helligdage” kalder man i forbindelse med malerarbejde steder, som ikke har fået maling. Som regel opstår disse ”helligdage”, når det hele er gået for hurtigt og malingen har været for dårlig eller der ganske enkelt har været for lidt af den.
Nu er der så pludselig realistisk snak om, at vi skal af med nogle af de rigtige helligdage. Store Bededag, Skærtorsdag og anden pinsedag. For mig at se går det alt for hurtigt her, substansen og omtanken er for dårlig eller slet ikke rigtigt tilstede.
Det giver ikke ”helligdage”. Det tager helligdage.
Nogle siger, også præstekolleger: Ok, så snup da anden pinsedag! Den har vi alligevel ikke noget at bruge til. Jo, vi har! Den er i hvert fald med til at fastholde os på kirkeårets tre væsentligste højtider: Jul, påske og pinse. Ingen af dem kan undværes. Kristeligt set er de lige vigtige. Tilsammen udfolder de kristendommens grundstruktur og grundbevægelse: Julenat, påskemorgen, pinsedag. Dét er evangeliets og kristentroens store bevægelse: Fra nat til morgen til dag. Natten er forbi, morgenen brudt igennem, dagen, lyset og livet blevet til. Og glæden med. Sådan som ingen har sagt det mere enkelt og genialt end Grundtvig i adventstidens salme nr. 1: ”Vær velkommen, Herrens år” (DDS 74), med bevægelsen: ”Julenat” – ”Påskemorgen” – ”Pinsedag”:
”Julenat, da vor Herre blev fød, – da tændte sig lyset i mørkets skød” (v. 1)
”Påskemorgen, da Herrens opstod, – da livstræet fæsted i graven rod!” (v. 2)
”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, – da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed!” (v. 3)
En bevægelse, som sagt, fra nat til morgen til dag. Fra mørke til lys. Og det er så alt sammen: Herrens år – ”nu bringer os glæde hver Herrens dag!” (v. 4)
Det skal fejres. Og det gør vi så til jul, påske og pinse. De tre helt store højtider i kirkeåret. Juledag, påskedag, pinsedag, alle tre har de anden helligdage, fordi sådan er det med de helt store helligdage: så lander man ikke i hverdagen i løbet af et enkelt døgn.
Det er for hverdagenes skyld, vi har helligdagene. For at kunne lande godt her. Det er for dagliglivets skyld, vi har kirken og kristendommen og højtiderne.
Lad os nu give hinanden god tid. Højtid og god tid. Også til pinse!
Skal der endelig snuppes fridage, hvorfor så ikke, som mange såkaldt almindelige mennesker siger det i disse dage, snuppe den i virkeligheden langt mere forældede og uddaterede arbejderkampdag, 1. maj. Eller hvad med grundlovsdag, den 5. juni? Eller en række lørdage, arbejdsgiverbetalte frokostpauser og andre åndehuller i arbejdslivet?
Rør blot ikke ved min gamle pinse!

”Kirkens magtcentre. Det er ikke det samme som kirkens kraftcentre.”, lyder overskriften for Jens Ole Christensens replik i fredagens ”Kirkeligt set” i Kristeligt Dagblad den 11. maj. Artiklen slutter med de opbyggelige ord: ”Kraften bor i et Ord, der er større end os og i en Gud, der er kærligere end os. Det ord er vi sat til at forvalte. Vi har ingen ret til at forandre det.”
Det sidste om at ”vi har ingen ret til at forandre det”, Ordet, Guds ord, Bibelen, kommenteres sjovt nok, og interessant nok, af kronikken nederst på selvsamme avisside: ”Bibelen genskrevet, omskrevet og overskrevet” af Mogens Müller og Jesper Høgenhaven, som netop har redigeret den nyudkomne bog ”Bibelske genskrivninger”. Pointen er her, kort sagt, den, at vi ingen mulighed har for IKKE at forandre Guds ord, skriftens ord, henover årene og århundrederne i fortolkningen heraf og forsøget på at videregive, hvad vi selv har modtaget.
Jeg er, vil jeg tro, enig med Jens Ole Christensen i, at der findes fuldstændigt uvederhæftige fortolkninger og videregivelser af det kristne og bibelske budskab, som må modsiges af al kraft. Men jeg er ikke enig i, at Guds ord uforandret skulle kunne videregives fra generation til generation. Tværtimod, så må vi, for at få Ånden fra evangeliet og det som med Menneskesønnen er sat ind i verden, med videre, være åbne og villige til konstant at finde nye ord og formuleringer (og fortællinger med) for det, vi her har fået overgivet.
Jens Ole Christensen skriver så fint om hjertesproget, som ikke kun her ved pinsetid men året rundt nu engang er kristendommens særlige sprog. Han skriver: ”Så er hjertesproget uden tvivl den vanskeligste dialekt at tale, når modsætningerne bliver store og kampen hård. Fordi vores motiver altid er blandede, det kan være svært at finde ordene, og de kan komme til at lyde vamle, når de endelig bliver sagt.”
Ja. Også i den sammenhæng hvor det gælder om at viderebringe evangeliets tale ind i tiden. Gamle, vamle, klichefyldte og tomme ord som hindring for evangeliet. Så må vi finde nye ord for det samme gode gamle budskab. Så må vi forvalte ved at forandre. Så må vi i den bedst tænkelige ånd (= Helligånden) lade hjertesproget tale og med måske overrumplende nye og anderledes ord få færget det gode gamle budskab og kraften herfra med videre.

I en kronik så dum som sjældent set, i Kristeligt Dagblad den 27. april, harcelerer psykolog Jørn Dalmer under overskriften ”Intet liv uden døden” over biskop Niels Henrik Arendts påskekronik fra den 7. april, og skriver: ”Dødens konstruktive bidrag til menneskelivet fortjener på ingen måde fortsat at blive dæmoniseret af kirkens folk.”
(NB. Indlægget her er blevet bragt som kommentar i Kristeligt Dagblad onsdag den 2. maj).
Dalmers egentlige ærinde synes at være en nedgøring af kristentro og poesi som noget, der på nogen måde måtte have med erkendelse at gøre, og en opprioritering af en rent rationel og naturvidenskabelig tilgang til tilværelse. Dalmer bliver her i sin splintjagt i Arendts og andres kristensyn selv så bjælkeblind, at han overser det der helt elementært og uden diskussion gør døden til menneskets fjende nr. 1, også for en ikke-troende rationelt tænkende psykolog, nemlig kærligheden.
Kærligheden kan ikke med døden. På ingen måde. Benny Andersen siger det så fint og ligeud i digtsamlingen ”Sjælen marineret” i digtet ”Ode til døden”, hvor han først taler (næsten dalmersk) om døden som en del af livet. Ja, jo, biologisk set osv. Men ikke, slet ikke, når det kommer til kærligheden. Døden og kærligheden går ikke i spænd. Som digtet siger det:
”når jeg tænker på min elskede / tænker jeg: / Aldrig i livet! / Disse øjne dette smil denne stemme / lukket og slukket / Dén går ikke du gamle. // Denne fine bløde hud dette varme hjerte denne / ømhed for andre disse skøre indfald for slet ikke / at tale om denne uforlignelige latter og hvert øre / er et lille mesterværk og tæerne glem ikke tæerne / og de uimodståelige graciøse knæhaser / Hallelunej / sådan leger vi ikke / når hun lider lider jeg / når hun er lykkelig fyldes jeg af glæde ved at være til / sådan er det bare / så kom ikke for godt i gang / gigt og andre skavanker / skal vi nok selv ta os af / men hold nallerne fra hende / Forstået? / Hvis du prøver på noget i den retning / blir det over mit lig!”
Sådan taler kærligheden. I samme toneart taler, i mine ører, kristendommen om menneskelivet. Om hvordan døden gør alt til ingenting. Og om hvordan kærligheden gør ingenting til alt. Elsker med hud og hår og med en særlig sans for det måske slet ingen andre så.
Kærligheden dæmoniserer ikke døden. Kærligheden hylder og holder sig til livet. Det er ikke så dumt. Det er sådan set velsignet godt.

En vuggestueforsker, Ole Henrik Hansen, har i forbindelse med sin ph.d.-grad foretaget 8000 observationer (fordelt på 26 daginstitutioner i Storkøbenhavn) af børn i vuggestuer. Konklusionen er, at børnene i udstrakt grad lider under pædagogernes afvisning af dem, som får ungerne til at gå rundt som ”sanseløse pingviner”. Manglen på voksen kontakt er så grel, konkluderer forskeren, at den hæmmer udviklingen af børnenes hjerner.
Næstformand, Jan Hoby, i LFS, der organiserer københavnske pædagoger og har omkring 10.000 medlemmer supplerer med en hårdtslående vits: ”Hvordan kan man se forskel på pædagoger og pædagogmedhjælpere på en legeplads? Pædagogerne drikker kaffe og reflekterer over børnenes udvikling, mens medhjælperne render rundt og leger med børnene.”
Der er garanteret noget om snakken. Dovenskab og ugidelighed og gemmen-sig-bag-mødedøre m.v. findes i de fleste institutioner og arbejdspladser af så mange slags. Når jeg alligevel vil tillade mig at forholde mig en smule skeptisk til hele dette hurlumhej, og hvem der egentlig er hvad, herunder ligner sanseløse pingviner, så er det fordi jeg i radioen forleden hørte vuggestueforskeren udtale, at han en dag i støvregn foretog en vuggestueobservation, hvor han så hele personalet sidde i ly under et halvtag, mens børnene gik rundt (som sanseløse pingviner?) ude i støvregnen. OG bag en træstub fandt han to drenge, som sad og spiste rådne æbler!!!
Sådan har jeg også selv siddet som lille dreng. Åh, det var tider! Og da jeg blev lidt ældre sad vi ikke længere bare bag en stub men bag et helt træ eller plankeværk og spiste, ikke rådne, men stjålne, vidunderligt velsmagende æbler.
Intet af det har jeg fortrudt eller begrædt. Jeg har tværtimod alle dage glædet mig over, at der var så lidt voksenopsyn med os, at den slags alligevel kunne lade sig gøre. Jeg tænker med stor taknemmelighed på min barndoms voksne med deres ide om, at vi børn nok godt selv kunne finde ud af at lege. De havde nu heller ikke ret godt tid til at praktisere andre pædagogiske teorier, som inkluderede en ret meget større vokseninddragelse.
Så der vaklede vi altså rundt i den gamle hønsegård og andre vidunderlige steder og fandt vores egne ben at gå på og fik udviklet vores hjerner så meget, at jeg den dag i dag og lige nu i skrivende stund meget fint kan forestille mig en helt anden og noget ældre gruppe af befolkningen vakle omkring som sanseløse pingviner.

”I min faders hus er der mange boliger”, siger Jesus (Joh. 14,1). Der er, kunne man sige i en mulig tolkning af de ord, der er mange forskellige steder og måder at indrette sig med Gud.
Det er der.
Der er mange måder at nærme sig Gud og det guddommelige. Også indenfor en kristen kirkelig kontekst. Der er ikke noget, der er fuldstændigt rigtigt og fuldkomment. Og der er rigtig meget, der ikke bare er fuldstændigt forkert. Vi famler os alle frem. Ikke i blinde, men heller ikke og langtfra med totalt overblik.
Gud kan ingen overskue og dog så kan vi møde Gud.
Som Paulus så fint siger det i sin tale til athenerne på Areopagosbjerget i Athen, hvor han taler om dette, at vi alle må søge efter Gud, for, som Paulus siger det: ”om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi.” (Ap.G.17,27-28)
Guds egen røst taler, som vi hører det i 2. Mosebog kap. 3, til Moses inde fra den brændende tornebusk. Jeg vil være med dig, overalt hvor du går, siger Gud. Men Moses vil vide mere, og spørger efter Guds navn. Og Gud svarer: ”Jeg er den, jeg er!”
Det skulle Gud aldrig have sagt – skriver teologen Niels Grønkjær frækt og provokerende i bogen (forholdsvis nyudkomne) ”Den nye Gud”.
”Jeg er den, jeg er”, eller forstærket til ”Jeg er nu engang, som jeg er” – det er sådan en svigermorudtalelse! Jeg ændrer mig ikke det mindste. Jeg flytter mig ikke en millimeter. Jeg står urokkelig fast på mit. Basta! Sådan er dét! Sådan er JEG!
Men det er slet ikke sådan Gud, ifølge kristendommens kerne, er, peger Grønkjær på. Her er Gud, den Gud der bevæger sig og bliver menneske. Går ind i det menneskelige i Jesus Kristus.
”Den nye Gud” hedder bogen. Ikke fordi det her handler om en fuldstændig ny Gud. Ikke en helt anden Gud end den gode gamle. Men det handler om den Gud i hvem en gennemgribende bevægelse med Kristus ved Ånden finder sted. En Gud i forvandling. En Gud i bevægelse, fordi sådan er Gud, kristent set, og det er her den treenige Gud er: I det liv, der bevæger sig og forvandles. I historien og erfaringen og ikke udenfor.
Som Gud slutter med at sige det til Moses – og det er meget bedre: ”Sådan skal du sige til dit folk: Jeg Er har sendt mig til jer.” ”Jeg Er”, det er alt nok. Det er alt nok at vide om Gud og Guds navn, at Gud ER, og at Gud er væren og i væren. I alt det liv, vi ser omkring os. I det liv vi lever og kender og selv er i. Gud Er, og i Ham lever og ånder og er vi.
Gud Er – og vil du vide noget mere om, hvem Gud er – og vel at mærke ikke fastlåst og totalt uforanderlig og ubevægelig (for det er kun døde ting, der er det!) – men vil du vide noget mere om, hvem Gud er, så kig hen på Kristus. Så lyt til historien om Menneskesønnen og sæt dig godt ind i den. Ja, lad dig bevæge af denne guddommelige historie. Og tag den til dig og gør den til din i dit eget levede liv!

Det knager og brager, og vi er i folkekirkeskibet – og måske meget mere end vi endnu aner det heroppe på de øvre dæk (”Titanic” in memoriam!) – begyndt at tage voldsomt med vand ind på de nedre dæk
Kirkelukninger i København, 16-17 stykker i ét hug nu. Og vi ved jo, at det der sker i København har det med noget tid senere at skylle ind over landet længere mod vest.
Hvordan skal det gå? Hvad skal vi gøre?
Først og fremmest, holde os til Kristus og hans ord. Helt konkret ord som i søndagens evangelium (nu på søndag, 3.s.e.påske): ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min fars hus er der mange boliger …” Der er, kan man sige i en mulig tolkning af de ord, mange forskellige steder og måder at indrette sig med Gud. Og må det ene rum lukke, åbner et andet sig. Frygt ikke!
Vi skal ikke klamre os krampagtigt til rælingen og alterbordet og kirkebænkene og døde dele af traditionen. Vi skal i det hele taget huske, at vejen fra gudstjenesten, fra kirken og kristendommen, går – ikke længere ind, som ind i en bunker eller et beskyttelsesrum, men ud. Ud af kirken. Ud i det fri.
Det er grundbevægelsen. Det er bevægelsen fra påskemorgen. Først fra langfredag til påskemorgen – fra død til opstandelse. Og herefter videre ud fra påske til pinse. Fra opstandelse til forståelse i form af tro og hjertelig tale.
Som englen derinde i Jesu tomme grav påskemorgen, der peger ikke ind men ud. Ud i hverdagen, ud under åben himmel, hvor man i gode gyldne stunder på god gammeldags Poul Reichardtsk vis kan blive dus med himlens fugle og skovens grønne træer og mærke guddommeligheden, også her.
Det er derude i hverdagslivet, det står sin prøve. Det er derude Gud er som den opstandne. Og det er for at kunne finde vejen her, vi har kirken, folkekirkeskibet og gudstjenesten. Meningen med at gå i kirke er, at komme ud igen. Men for at komme ud må man først sætte sig ind. Sætte sig ind i det. Ind i kristendommens og evangeliets tale og høre ordene som talt til mig nu i dag. Ord som: ”Han er ikke her”, som englen sagde det til kvinderne påskemorgen, ”han er gået i forvejen for jer til Galilæa.” Dvs. der, hvor de kom fra. Der, hvor de havde hjemme. Hverdagen. ”Der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”
Nu er det sagt. Og som sagt, så gjort. ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!”, siger Jesus.

Som forhørsdommeren Porfyrij Petrovitsj siger det i romanen ”Raskolnikov. Forbrydelse og straf” af Dostojevskij: “Mennesket er ikke en traktat på to sider, min herre! Mennesket er en gåde.”
På godt og ondt, ja, er mennesket gådefuldt.
”Det jeg har gjort, er gjort af godhed over for min kultur, og ikke ondskab.”, udtalte massemorderen Anders Breivik ved dagens retsmøde.
Det er forfærdeligt, at det der skete sidste sommer i Oslo og på Utøya med 77 dræbte, kan betragtes på en sådan måde, og den dag i dag omtales på en sådan måde af gerningsmanden selv. Ingen anger. Ingen fortrydelse. Det er ikke alene gådefuldt, det er forfærdeligt og forfærdeligt skræmmende.
Og samtidig så er der en logik på færde i det. En primitiv og afstumpet logik.
En logik som vi i skønlitteraturens verden kender den måske allerstærkest fra netop Dostojevskijs roman om studenten Raskolnikov, der i sin feberhede fantasi og påvirkning af radikale tankegange mener at kunne udrydde ondskaben ved at udrydde dén onde. I dette tilfælde et vitterligt væmmeligt og gennemført ondt menneske, pantelånersken, som Raskolnikov brutalt myrder, men bliver opdaget af pantelånerskens retarderede søster, som han derfor også ”bliver nødt til” at slå ihjel.
Læs eller genlæs selv denne storslåede roman om et til stadighed aktuelt emne.
Nej, dét onde kan ikke udryddes ved at udrydde dén onde. Det onde – det du selv ser som ondt – kan ikke og langt mindre udryddes ved at dræbe og udrydde uskyldige mennesker. Anders Breiviks udsagn ved dagens retsmøde i Oslo er i sig selv en uhyrlig og brutal bedreviden. Og selv er han med sin udåd en uhyrlig brutal massemorder, som for sin gerning fortjener intet andet end glemsel, men som vi bliver nødt til at huske, og omtale, og forholde os til for medmenneskelighedens skyld. Og herigennem på, i det mindste, bedre vis, selv vide bedre med al mulig respekt for det dyrebare, gådefulde menneskeliv.

Tak til Henrik Wivel som i Weekendavisens påskeleder (4/4) skriver om folkekirken, det gamle hus, som faldefærdigt og nedrivningstruet, fordi kirken, kirkens ansatte, ikke vil noget, eller vil nok, med sit hus. For eksempel være herre i det.
En skideballe repræsenterer en form for medansvar. Dog er der i denne leder en skævhed, som må modsiges, i det mindste korrigeres. Det viser sig nemlig, at den folkekirkelige elendighed skyldes teologerne, og teologerne alene. Altså præsterne. Jeg er selv en af dem. Så er det sagt.
Udover at sidde i menighedsråd sidder jeg også i en efterskolebestyrelse. Det sker ind imellem, at et af medlemmerne det ene eller det andet sted siger ”I” om kirken eller skolen. Jeg forsøger hver gang at indsnige en mild skideballe: Det hedder ikke ”I” men ”vi”.
Det gør det også i folkekirken. Ikke kun fordi vi, i hvert fald i princippet, holder os til den lutherske tanke om det almene præstedømme: At enhver der er krøbet ud af dåben må være kristen præst for sit medmenneske. Men også og allermest fordi det vitterligt er noget, vi er sammen om. Fra spædbarn over lovgiver og lægfolk og præster til den døende og gamle på plejehjemmet er vi sammen om at holde kirke og gudstjeneste. Og er vi ikke sammen om det og gør det sammen, så er der ingen kirke og ingen gudstjeneste.
Det revner og sprækker. Det engang så selvfølgelige krakelerer og smuldrer. Det gælder blandt andet dette at lovgiver med allerstørste sandsynlighed er/var kristen og medlem af folkekirken eller et andet kristent trossamfund. Hvor længe vi kan klare os med reparationer og vedligeholdelse, og hvornår tiden er inde til at rive ned og bygge nyt, det ved jeg ikke. Men jeg ved, som sognepræst og som kirkegænger i øvrigt, at umådeligt mange danskere, selvom masser af teologer og præster har gjort hertil hvad de kunne, ikke er til at jage ud af kirken, men strømmer til hver eneste gang livet bliver for stort til, at det kan være derhjemme i stuen.
Derfor holder vi dåb, konfirmationer og begravelser og såmænd også en del vielser. Derfor samles vi til gudstjeneste i kirkens gamle hus, hvor – for nu at knytte til ved påskelederen – poesi og varme tanker om det at være menneske, sammen og hver for sig, tillader sig at dannes i vores indre i lyset af evangeliet.
(nb. ovenstående er tillige sendt som læserbrev til Weekendavisen)

I novellen ”Martsnat” af Martin A. Hansen lyder en sætning så smuk med ordene: ”Et sted i nattens indre bliver sent til tidligt.” Et sted i mørket vender det. Et sted i frygten findes sprækkerne, hvor lys strømmer ind, og glæden kan blive til. Glæden ved dagen og dette nu. Og bedst af alt: Medmenneskeligheden med den.
En rabbiner spurgte engang sine elever, hvordan man afgør, i hvilken time natten er forbi og dagen begynder. – Er det, når man på lang afstand kan kende en hund fra et får, spurgte én af eleverne. – Nej, svarede rabbineren. – Er det, når man på lang afstand kan skelne mellem et daddeltræ og et figentræ, spurgte en anden. – Nej, sagde rabbineren. – Men hvornår er det så, spurgte eleverne. – Det er, når du kan se ind i et andet menneskes ansigt og få øje på din bror eller søster i det. Indtil da er natten stadig hos os.
Det findes det sted: ”Et sted i nattens indre bliver sent til tidligt.”
”Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.” Og de så, at stenen var væltet fra indgangen til graven. Og de gik derind og i halvmørket i gravhulen talte en engel til dem og sagde: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”
Galilæa, det var der, de kom fra. Det var der, dagligdagen var. Deres hverdag. Vores hverdag. Dit og mit Galilæa. For kristendom og opstandelsestro er ikke dengang og der, men nu og her. OG engang og da – ”og da skal vi se ansigt til ansigt” (1 Kor 13) – det håb må vi ha – men det er først og fremmest allerede nu og her, at Han vil være hos os, den opstandne.
I bevægelsen fra mørke til lys.
Fra nat til morgen til dag:
Julenat, påskemorgen, pinsedag, som det er os fortalt.
Og alt sammen for at gi Guds kærlighed krop, stemme og sted.
Allerede nu i dag.
Glædelig påske!