”Med tro og længsel går det nok”, tænker otteårige Malin i Astrid Lindgrens ”Suser min lind, synger min nattergal.” – ”Måske ville Gud i sin godhed for denne ene gangs skyld lade en lind vokse op af en ært”. Og det sker, ved Gud(!), i den omvendte verden, som er evangeliets verden, hvor den mindste er den største, og de sidste de første – det sker her, at en ært kan blive til et træ. NB. Som også ”ært” bagfra bliver til ”træ”!
Med tro og længsel går det nok. Ja, det gør det. Og allerbedst går det, når vi får gode håbefulde ord og fortællinger at holde os til. Ord, som vi kan leve i lyset af, og tage til os ganske enkelt, fordi de er troværdige. Måske lyder budskabet, som vi møder i kirken til gudstjeneste, for godt til at være sandt. Måske forstår vi det ikke rigtigt, men synes bare det lyder godt. Måske tror vi knapt nok på, at vi tror på det, når vi tænker os om, og regner lidt på tingene.
Men så lad være med det! Det vi får i kirken og kristendommen, af gode ord at holde os til, det skal der slet ikke regnes på, men bare regnes med. Og om din tro nu er stor eller lille, det skal du interessere dig så lidt som muligt for.
Tro er ikke noget man har. Tro er først og fremmest noget, man er.
I det medmenneskelige. I det liv vi har sammen med hinanden. Hvor vi gentagne gange svigter hinanden og forsøger at sikre os selv på alle mulige leder og kanter. Men hvor vi også pludselig kan befinde os i gang med selvforglemmende at tage os godt af hinanden. Leve og ånde for at dele et stykke liv med hinanden, på én af de utallige måder, dét nu kan gøres.
Lytte til en susende lind og en syngende nattergal.
Eller bare til en lille vinterfugl der sidder derude på frosne kvist ved rude og synger ”Giv tid” – Giv tid, den nynner glad, og ryster de små vinger – Giv tid, og hver en kvist får blad, Giv tid, hver blomst udspringer.
Eller også må vi selv springe ud i det og selv pippe med. ”Med sanglyd drage ånde”, som vi synger det i én af Grundtvigs allerbedste salmer.
Troen kommer, siges det, af ordet der høres. Ja. OG siges! At du og jeg hver især siger og synger med på Guds ord så godt som muligt. Dét er noget, der virker. For, som vi synger det: ”Min sjæl, du har af alt på jord / i tanken og din tunges ord / de allerbedste vinger, / og friest er dit åndefang, / når dybt du drager det i sang, / så højt i sky det klinger.” (DDS 10,2) Og så er troen pludselig stor nok, ligegyldigt hvor lille den måtte have set ud for et øjeblik siden. Prøv det! Der er ikke andet at gøre.

Vi hører i disse dage – noget forsinket må man sige – om visse feltpræsters lidt alternative måder at lyse velsignelsen over soldaterne. Noget forsinket, siger jeg, fordi det er dog allerede et par år siden, sognepræst på Thurø samt feltpræst i Helmand, Thomas Østergaard Aallmann, var i vælten på grund af et facebook-foto af præsten med et par revolvere i de udstrakte hænder, og igen i marts 2010 hvor Thomas Aallmann udgav bogen ”Løvehjerter” (Trykkefrihedsselskabet) om sine oplevelser og erfaringer fra tiden som feltpræst i Helmand i 2008.
Heri skriver han blandt andet, i bogens gennemført højstemte stil:
”Enhver, der føler sig kaldet som præst, må vedkende sig livet som kamp. Man er jo Herrens tjener – og det betyder ikke, at man er anæmisk theskænker – men at man er Lysbringer. Ved kraft og gerning. Man svinger med lysets banner! Og om man bryder sig om kampmotivet eller ej, så er man med til at fordrive mørket, når man bringer lys… Mine våben i felten i Helmand var derfor velsignelsen, fadervor, ånden og ordet om Guds rige.”
Det er der vel ikke noget som helst galt i? Nej, tværtimod. Tilbage er måden det gøres på. Herunder kropssprog og fagter.
Det var for bare forholdsvis få år siden noget nær angstprovokerende for almindelige folkekirkepræster at skulle løfte armene, når velsignelsens ord siges og velsignelsen således lyses. Selv begyndte jeg på det, fordi en gammel for længst pensioneret tandlæge og nu beboer på vores lokale plejehjem, sagde til mig, at den kun virkede på ham, når præsten løftede sine arme under velsignelsen.
Jeg har også talrige gange med højre hånd lagt på mands eller kvindes pande/hoved lyst velsignelsen over vedkommende. Hvorfor? Ganske enkelt fordi den aronitiske velsignelse med sine i alt seks stærke enkle velsignelsesønsker virker.
En ung kvindelig teologistuderende var for nogle år siden på vej hjem en mørk aften ad nogle af Københavns mørkere gader. En mand fulgte efter hende. Syntes hun i hvert fald. Og kvinden blev bange. På et tidspunkt, da han nu også helt klart begyndte at nærme sig hende, vendte kvinden sig resolut om, løftede begge sine arme og sagde med høj røst: ”Herren velsigne dig og bevare dig …”, og kom ikke længere i velsignelsen, fordi manden forskrækket vendte om og spænede af sted den anden vej.
Så, kære feltpræster, bliv endelig ved med at lyse velsignelsen – og meget gerne over både frænder og fjender. Som profeten Zakarias i Det Gamle Testamente siger det: ”Dette siger Hærskarers Herre: Fat mod, I som i disse dage hører disse ord…” (Zakarias 8,9) Bliv ved med at benytte og videregive velsignelsen, fadervor, ånden og ordet om Guds rige.
Men tænk nu lige en ekstra gang over det med fagterne og kropssproget. Det kan også blive for meget af det gode. Og pas for Guds skyld – og det vil, som altid, sige for vores egen, menneskers og herunder soldaters, skyld – på ikke at medvirke til at forherlige krigen og selve krigshandlingen med en millimeter. Krig er altid først og fremmest rædselsfuldt med ufatteligt store menneskelige omkostninger. Og soldater bør så vidt muligt hele deres soldatertid opholde sig hjemme på kasernen. Eller endnu bedre: Ude af uniformen og hjemme hos familien og vennerne og det civile arbejde. Hertil må vi bede om Hærskarers Herrers velsignelse.

I en fornemt klar kronik i Kristeligt Dagblad den 2. januar taler Leif Andersen og Morten Hørning om evangeliets dobbelthed og spænding mellem frihed og forpligtelse, tilgivelse og dom, i billedet af en tokomponentlim, som ikke virker hvis det ene element tages ud. I deres kronik gælder det specifikt spørgsmålet om kirkelig vielse af homoseksuelle.
De to herrer frygter, eller rettere mener, at vi med indførelsen af et sådant ritual står tilbage med et halvt evangelium. Altså en kristendom hvor der ikke længere prædikes synd og dom og forpligtelse men alene om kærlighed og tilgivelse og frihed. En kristendom, der ikke virker.
For mig at se er faren ikke først og fremmest en sådan halvering af evangeliet, men at vi ikke når frem til den fordobling af evangeliet, som kunne siges at være meningen med det hele.
Med det grundtvigske slagord: Menneske først og kristen så. Evangeliets bedre halvdel er det menneskelige. Evangeliets primære kontekst er til enhver tid det helt aktuelle menneskelige og koblingen hertil. Forkyndelsens mål må være at udstrække ordet og talen om Guds nåde så langt som overhovedet muligt i det menneskelige. Radikaliteten i evangeliets tale om inkarnationen (dette at Gud/det guddommelige går ind i det menneskelige) er muligvis slet ikke gået op for os. I hvert fald på ingen måde, når vi forsigtigt trippende på stedet står og stirrer os blinde i bakspejlet og ærbødigheden for tidligere tiders fortolkning af evangeliet og levevis. Og slet ikke ser, at evangeliet er og altid må være en meget levende størrelse, hvor det sidste ord slet ikke er sagt i fortolkningen og forståelsen af det Guds Ord (se Joh. 1,1 ff) som er i verden og ved hvilket/hvem alt er blevet til og bliver til.

Ny løn. Bonusser og belønninger mig både her og der. For at møde på arbejdet. For at flyve med et bestemt selskab osv. osv. Fænomenet blev nu i dag for lidt siden diskuteret i programmet ”Netværket” på P1 med en række fine betænkeligheder fra dagens tre netværkeres (Søren Hermansen, Lars Kolind, Elsebeth Gerner) side.
Jeg læste forleden i Jón Kalman Stefánssons formidable roman ”Englenes sorg” (2011) om overvejelserne lagt i munden på en person i uvejr og snestorm på det islandske fjeld et sted for omkring 100 år siden: ”Gud er trods alt oven over alt vejrlig og alle mennesker, hører alt, glemmer intet og stiller os til regnskab på den sidste dag for hver en tanke, hvert et ord, hver en berøring, hver en tildragelse. Det kan være trættende og direkte dræbende at have en sådan Gud over sig, vi udskifter ham helt sikkert i det øjeblik, der byder sig noget bedre.” (s. 184)
Gudsbilledet er uden tvivl under forvandling. Det er til enhver tid. Også vores.
Her er det, jeg nu kommer til at tænke bonusordninger og belønninger (for f.eks. at møde op på sit arbejde) sammen med det moderne kristne vestlige gudsbillede, hvor Gud bestemt ikke længere er at kende som den barske husfar eller den hårde arbejdsgiver, som stiller en til regnskab for dette og hint og dømmer hårdt, men nærmere det stik modsatte. Den, der kun kæler og lokker og aldrig stiller sig i vejen for noget som helst.
Er det sådan vi ser Gud nu i dag – som den, der udelukkende stryger os med hårene og giver os bonusser og belønninger i et væk? For er vi det, så er vi nok i virkeligheden lige så ilde stedt som i de gode(!) gamle dage, hvor nådens og barmhjertighedens Gud truede med at gå under i billedet af vredens og den hårdt dømmende Gud.
Før kunne man slippe for straf (træk i lønsedlen) ved at opføre sig ordentligt. Nu kan man blive belønnet (bonusordninger) for at opføre sig ordentligt. Før pisk. Nu gulerod. Det kan såmænd gå ud på nogenlunde det samme, og skaber ikke noget væsentligt mere medmenneskeligt samfund i grunden. Her skal der noget andet til. En helt anden vinkling. En helt anden indstilling.
Jeg tror, Gudskelov, det er det, kristendom og evangelium (stadig!) handler om og bidrager til.

På det grundmenneskelige plan hører der forundring før beregning. Vi må være forundringsparate (Jørgen Carlsen). ”Den, som ikke længere kan undres og blive forundret”, sagde vismanden Albert Einstein, ”er så godt som død og hans eller hendes øjne ser ikke.”
Det er som sådan vismændene i Mattæus-evangeliet taler til os. Som mænd, som mennesker, der så sig selv i en større sammenhæng end de kunne sige sig selv. Som kendte til at regne både frem og tilbage, til beregninger, også udfra stjernerne på himlen. Astrologer eller astronomer, stjernetydere var de ifølge traditionen. De fulgte deres stjernetegn(!), stjernen på himlen som et tegn. De havde en, skal vi sige, plan. Og så alligevel, så var det vigtigst af alt forundringen og forundringsparatheden, der bragte dem i nærheden af, ja, helt tæt på, det guddommelige. Deres sinds åbenhed og ydmyge sans for at det største kan åbenbares i det mindste: Et lille barn, født i en stald, lagt i en krybbe – ”og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.”
Hvor er det fint, når mennesker åbner for deres gemmer. Når der går hul ind til noget af det, vi i virkeligheden alle sammen har at give hinanden af. Kostbare sager. I sidste ende livsvigtige sager som respekt, venskab, kærlighed. Og det sker altid allerbedst og allermest gavmildt, når forundringen har fundet sted i mig den enkelte og åbnet mine øjne og mit sind og min sans for det andet menneske. Fra at kigge på stjernerne på himlen til at se ind i et par menneskeøjne.
Måske endda et par strålende øjne med al den stjerneglans og varme, der her kan findes. Blikket og blikkets gang som en bue fra himmel til jord. Fra stjernen til barnet – til den lille – til det andet menneske, hvor Gud og det guddommelige, i og med Jesu fødsel, på en ganske særlig måde vil findes.
”Det var”, skriver vismanden Tor Nørretranders så smukt et sted, ”på vej til månen, jorden blev opdaget. Man rejste ud for at erobre verdensrummet, men kom til at kigge bagud over skulderen, og opdagede en afgrund af skønhed …” – den blå planet. Her hvor vi er, nu, i dette øjeblik.
Sådan kan man ved at kigge op og kigge ud, måske oven i købet rejse ud og bort fra det hjemlige som de tre vise mænd, få øje på det nære. Se det himmelske i det der måske ellers så ud af ingenting eller som bare lignede ren selvfølgelighed, men nu ses som en nåde og en velsignelse uden lige.

Ved nytårstide går tankerne naturligt både tilbage hen over året, der gik, og frem mod det kommende. Bedst af alt med henholdsvis taknemmelighed og håb. Altid med et vist vemod. Måske endda sorg. Ofte med stænk af frygt og bekymring.
I ”Digte til musik” fra nytåret 95/96 siger Poul Borum i et dejligt digt, som for mig samler både det ene og det andet i sig:

”Et år mere, Herre!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død.

Et år mere
af forsvindende drømme
og knopper der blev til løv.
Et år mere
lagt oven i bunken af år
der synker længere ned
og bliver støv.

Et år mere
At samle grunde til at ville
Et år mere, Herre!”

Godt nytår!

Sådan begynder alting. Som et Big Bang med lys- og livsudvikling i mørket henover de mange årmillioner. Eller, som et lille spinkelt lys, der som en glødende hjertepuls, en kærteflamme, flakkende lyser op. Og selv om det er så spinkelt, så gør det en verden til forskel, og liv, vil vi sige, hvor der før kun var rugende mørke.
I filmen ”The Tree of Life” (2011) er der lange storladne sekvenser med universets skabelse gennem Big Bang og efterfølgende enorme eksplosioner og udladninger af lys og liv. Og der er billeder af det indre biologiske liv med åreforgreninger og bankende glødende hjertepuls og sprækker af lys.
Og så er der i selve filmens storladne sammenkobling mellem universets skabelse og udvikling, og så en lille amerikansk families liv på godt og sandelig også ondt i 1950´ernes Texas – så er der, i denne sammenkobling af univers og menneskeliv, som det helt centrale billede, barnets fødsel. Barnets komme til verden. Fra rugende mørke til lys og liv. Og her ganske særligt billeder af barnets fine lille fod i sin fars hånd, og barnets åbne blik og ansigt spejlet i sin mors.
Og så kan historien begynde. Ja, så begynder, som altid, den historie, hvor mørket stadig hører med i form af for eksempel en fars autoritære fremfærd og formørkede stunder i familiens liv og ansigter. Skønhed og grimhed, barmhjertighed og grusomhed, lys og mørke, som i universets liv, vævet sammen som det liv, der er, og som vi er i og er en del af. Men det er altid og alle dage en tanke værd, at det begyndte i lyset. Eller rettere: Det begyndte med lys i mørket. At lyset skinner i mørket. ”Og”, siger evangelisten, ”mørket greb det ikke” (Joh.1,5).
Der er et lys, som bliver ved med at skinne i menneskets verden. Det har mange navne dette lys. Det møder os på mangfoldige måder. Det er et lys, som har med medmenneskelighed at gøre, og som i sin kerne, sin inderste glød, altid var og er og bliver af guddommelig art.

På en tur til Prag i oktober 1998 stod jeg en aften oppe ved Slottet, og kiggede ind på de oplyste gange. Foran slottet stod mere end 20 flotte ambassadebiler hver især med nationale flag og vimpler parkeret.
På et tidspunkt så jeg en lille mand komme gående hen ad en glasgang, en mellemgang mellem to slotsfløje, og midtvejs på gangen modtage endnu en delegation. Det var Vaclav Havel, Tjekkiets lille store præsident, der holdt åbent hus på ”sit” slot. Her, en kølig oktoberaften i Prag, set udefra af en lettere forfrossen dansker som, på varm symbolsk vis, imødekommende og modtagende på en forbindende gang.
Noget af det der meget stærkt kendetegnede den tidligere tjekkiske præsident, poet og filosof, Vaclav Havel, som i går morges døde, 75 år gammel, var hans fint afbalancerede modstand mod nationalismen, set som Europas værste spøgelse. Aldrig helt i ro. Slet heller ikke nu i dag. Afbalanceret modstand, siger jeg, fordi Havel samtidig respekterede og forstod menneskets dybe behov for fædreland og hjemstavn.
På et tidspunkt i 1997 holdt han i Tyskland en tale, hvor Havel genovervejede begrebet hjemstavn. Hjemstavn som noget der ikke er identisk med og afgrænset af nationalstaten. Han sagde her blandt andet:
“Oprindeligt betegner ordet hjemstavn ikke nogen lukket struktur, men det modsatte heraf: en struktur, der åbner; en bro mellem mennesker og verdensaltet, en ledetråd fra det kendte mod det ukendte… fra det forståelige mod det hemmelighedsfulde…”.
“Hjemstavn”, fortsætter Havel, “er den faste grund under de fødder, som mennesket står på for at kunne række op mod himlen.”
”Hjemstavn” skiller os ikke, men forbinder os.
“Vi burde lære” siger Havel “at opleve hjemstavn..: som et stykke af “hele verden”, som det, der giver os en plads i verden i stedet for at fjerne os fra den.”
Tanker, som vi må gøre alt, hvad vi kan, for at få med os videre i historien som en fin arv efter blandt andre Vaclav Havel.
Tanker, som måske også kunne være gavnlige at få flettet ind sammen med al julehyggen i familiens skød derhjemme i stuerne.

Visse skoleledere vil ikke længere have, at eleverne deltager i skolejulegudstjenester med noget så anstødeligt(!) som ”Et barn er født i Betlehem” (alle vers inklusive) og Fadervor på programmet. Der skal tages hensyn. Og som altid når den slags kammer over, lander vi i virkeligheden i hensynsløshed.
Noget lignende gør sig gældende i forholdet til rygere og rygning. Nu senest på grotesk vis med fødevareminister Mette Gjerskovs installering af rygekabine på sit kontor på Christiansborg som eksempel. Af rygelovens regler om hensyntagen er der her opstået en hensynsløs adfærd. Ikke, vil jeg mene, fra Mette Gjerskovs side, men fra de mange forargedes side.
Noget af det uhyggelige, i de næsten entydigt fordømmende reaktioner på Mette Gjerskovs lovlige adfærd med hensyn til rygning og installation af rygekabine på sit kontor, er at mærke, hvad enten det sker udtalt eller mellem linjerne, at bag Mette Gjerskovs rygning, og forargelsen herover, trumfes der (for ikke at sige triumferes der) med ministerens overvægt som et vægtigt argument oveni al den anden retfærdige forargelse.
Pyha, det bliver værre og værre at forestille sig, hvordan man kommer frelst gennem julen. Uden smøger, uden julesul og flæsk, stærke øl og kraftig vin, uden Fadervor og gammelkendte julesalmer om barnet født i Betlehem med tak ”for frelser bold og broder blid”!

Vaclav Havel, denne mærkelige lille store mand. Kunstnersjæl, filosof og så en årrække efter murens fald og jerntæppets forsvinden, præsident for Tjekkiet. En overgang voldsomt sygdomsramt. Så nærmest rask igen. Nu i dag, død 75 år gammel efter længere tids sygdom.
Vaclav Havel, sad fra sidst i 70´erne op til murens fald i 89 meget af tiden indespærret i fængsel, dømt for sin udbredelse af tanker om frihed og folkestyre.
Fra fængselstiden skrev han en lang række breve til sin hustru. Breve, som siden er udgivet under titlen ”Breve til Olga” og som i vid omfang er tanker og overvejelser om hvad det i det hele taget vil sige at være til som menneske. Ja, hvad er meningen, livets mening? Hvorfor er vi her? I spørgsmålet om ”livets mening” når Vaclav Havel frem til at det ikke lader sig besvare med en ”komplet og endelig erkendelse, som forklarer alt og ikke længere fremkalder nye spørgsmål”.
I spørgsmålet om livets mening, gives der ikke noget entydigt, noget endeligt og lukket svar, men en vilje til konstant at leve med dette åbne spørgsmål.
”Livets mening er”, skriver Vaclav Havel, ”noget vi mættes af, men også noget vi hele tiden søger og fortvivlet savner, og som vi – selv med det mest fortvivlede savn – på sin vis berører, eller som på en eller anden måde berører os… Som om det (livets mening) var et lys, hvis kilde vi ikke ser og ikke kan se, men som vi alligevel lever i skæret af – og det uanset om vi glæder os over dets ubegribelige overflod eller tværtimod lider under dets ubegribelige mangel.”
”Jeg interesserer mig”, skriver Havel, ”ikke for spørgsmålet om, hvorfor mennesket begår ondt, det interesserer mig tværtimod, hvorfor mennesket gør godt…”.
At være menneske er at spørge efter livets mening. Vi er som mennesker kastet ind i, ikke ”besvarelsens”, men ”spørgningens” historie. Og her må vi sandelig også spørge og undre os over, hvorfor det gode sker!
For eksempel, at en åndsperson som Vaclav Havel holdt ud under trange kår og påtog sig ansvar i den politiske verden i arbejdet for sit lands genrejsning og forbedrede samfundsforhold.
Ære være Vaclav Havels minde!