Özlem Cekic, socialordfører for SF, inviterer til ramadan-middag på Christiansborg på mandag. Nogle af de inviterede kan ikke komme. Andre vil ikke komme. Og nogle vil ligefrem have middagen forbudt, eller kommer med stærk kritik af dem, der har sagt ja-tak til invitationen.
Det hører ikke nogen steder hjemme, siger de, at der på Christiansborg i det fortrinsvis kristne Danmark, fejres en muslimsk fest, og så oven i købet med deltagelse af fremtrædende medlemmer af det danske styre, herunder en konservativ minister.
Ôzlem Cekic selv glæder sig og sammenligner middagen, hvad angår tradition, med en dansk julefrokost. NB. Den er der jo nu også en del danske firmaer, der på det seneste har afskaffet – julefrokosten – fordi den skulle kunne være en torn i øjet på medarbejdere af fremmed tro og religion (vist nok ikke på ateister).
Al denne forsigtighed. Al denne træden-varsomt for ikke at genere en eneste. Og så sammen med den helt modsatte konfrontatoriske træden-på-de-andre. Det bliver sammenlagt til en stor jokken rundt i spinaten.
Skulle det være sådan, hvilket det er, at kristendommen stadigvæk et eller andet sted i baggrunden og undergrunden og selv på højborgen spiller en væsentlig og afgørende rolle for dansk kultur, så vil jeg tillade mig at henvise til evangeliet og Det Ny Testamente. Det budskab og fortolkningen heraf vi bygger på som kristne.
Måltidsfællesskabet spiller her en afgørende rolle. I Jesu lignelser og egen adfærd (som også er en lignelse for os) er det aldrig nogensinde afvisning og nej-tak til at deltage i en festmiddag, der peges på som vejen. Og det uanset hvem der inviterer. Ingen rene og urene. Alene mennesker. Uden forskel.
Det er endvidere, som Paulus understreger det, sådan, at der for os som kristne heller ikke eksisterer noget med rent og urent, hvad angår selve maden. Spis, drik og vær glad! Som den ellers ind imellem noget desillusionerede stemme i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente (NB. Skrift-fællesgods med både jøder og muslimer) anbefaler det.
Spis, drik og vær glad! Pak din eventuelle smålighed og betænkelighed væk og sæt dig til bords med det andet menneske. Også hvis du skulle være så heldig at være blevet inviteret med til ramadan-middag på Christiansborg på mandag. God appetit!

I Berlin indviedes i 2005 det store Holocaust mindesmærke for Europas 6 millioner myrdede jøder under nazismen. Jeg besøgte stedet flere gange i den forgangne uge og er både berørt og betaget af det. Et, når man tænker på den meget attraktive placering, kæmpe stort område midt i Berlin mellem Potzdammer Platz og Brandenburg Tor med 2711 let skæve betonstøbte grålige steler i form og størrelse som kister af varierende højde så at de yderste ligger i gadeplan og de inderste er, vil jeg tro, op til godt og vel 3 meter høje.
Mindesmærket er udformet af amerikanske Peter Eisenman. Hvad han i forbindelse med tolkningen af værket selv har tænkt sig, ved vi ikke. Tolkningen må vi selv hver især finde ind i og ud af som vi må det helt konkret endda med dette på alle måder store værk.
Monumentet er som et kæmpemausoleum. Går man ned i det – hvilket man absolut må gøre – gå ind i og gå ned i graven som kvinderne og disciplene ved Jesu grav påskemorgen – går man ned i monumentet bliver man opslugt af de høje steler ad vinkelrette gangstier. Byen og byens liv forsvinder. Lyde lukkes ude. Man kan ikke længere se andet end himlen oventil (Himlen over Berlin), lyset for enden af den enkelte gangsti (tunnel), eller træerne i Tiergarten (Paradiset).
Der er som regel hele tiden andre mennesker dernede i monumentet, som krydser ens vej, mens man er dernede. Men man går der i grunden alene. Gangstierne er så smalle, at man kun kan gå én og én og ikke sammen ved siden af hinanden. Sådan er det med døden.
Gangene bugter sig, ikke ud og ind, men op og ned, indtil man når enden og dukker op og ud af det store grå monument. Opstår. Kommer op og ud i det fri, hvor der er udsyn til bylivet og menneskene og alt det andet. Og hvor der er huller og plads mellem stelerne, som var en sten eller flere rullet fra og bort. Her er der plads til at man kan gå og stå og for den sags skyld danse sammen. Eller sidde ned og græde eller le, hvilket jeg alt sammen så noget til, mens jeg var der.
Går man nedenunder i den sydøstlige ende af mindesmærket til Informationscentret – hvor der er fri adgang – bliver man på forskellig stærkt virkende vis mindet om, hvad Holocaust handler om i retning af meningsløs rædsel og ondskab. En systematiseret forfølgelse så forfærdelig fulgt op af ufatteligt grusomme mord på 6 millioner jøder under nazismen. Hernede (under jorden) gives der virkelig ingen trøst.
Trøsten og håbet og sprækkerne der trods alt åbner sig i retning af lys og liv og mening må man for mig at se gå efter ovenpå i og omkring dette monumentale mindesmærke over Europas 6 millioner myrdede jøder under nazismen. Et mindesmærke som tjener til Berlins ære og til erindring om de dræbte jøders skæbne, som aldrig må gå os af minde, fordi så er Fanden løs. Hvilket Fanden, læs: Djævelen og al hans væsen, al tid ligger og venter på. Ikke i de få, heller ikke blot i de fleste men i os alle.

”Livet er en gamp, sagde kællingen, hun kunne ikke sige k.”, lyder det gentagne gange fra farmoderens side i Karl Ove Knausgårds stærkt selvbiografisk anlagte, nyudkomne roman ”Min kamp”. Selv kan han som barn og ung ikke sige r. I hvert fald ikke i visse ord. Og sådan er der så meget. Og Knausgård forsøger nu i disse år (2009-2010 med 6 planlagte bind over ca. 2400 sider, skrevet, selvfølgelig, lidt forskudt inden for samme periode (a la Martin A. Hansens ”Løgneren” dengang for ca. 60 år siden)) med sit særprægede, meget omtalte og foreløbigt overvældende velanmeldte romanprojekt at få en hel af det meget der er med i sin fortælling. Jeg har siddet og læst bogen rundt omkring på bænke i Berlin i sensommersol. Her i denne venlige storby, hvor en anden ”Min Kamp” så dagens lys for mere end 80 år siden. Efter at have læst Knausgårds ”Alting har en tid” (læs den! formidabel fint fabulerende bibelhistoriegenfortælling m.m.) og læst et par af de ovenud positive anmeldelser (samt Jan Kjærstads kritiske kritik af den kritikløse kritik af Knausgårds roman) af ”Min kamp” var det med stor forventning, jeg åbnede bogen. Det begynder så godt med ordene: ”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det …”, og det gør det næsten også med hensyn til romanteksten, som henover lange, lange stræk fortsætter med beskrivelser så næsten-ligegyldige og uinteressante, at MIN kamp som læser er blevet at komme så nogenlunde frelst gennem disse ørkenvandringer og frem til de oaser af fortælling og eksistensovervejelse, der dog trods alt og heldigvis alligevel a la ”Alting har en tid” findes i fortællingen om Karl Ove og hans far og hans fars død i huset derhjemme i Kristianssand, hvor livet uden tvivl i årene op til faderens såkaldt (med bedemandens udtryk) ”alkohol-relaterede” død har været en gamp med k. NB. Derhjemme i Norge har et pænt stort antal familiemedlemmer anmeldt, ikke romanen, men Karl Ove Knausgård selv, og lagt sag an mod ham for injurier. Et sted hen mod slutningen skriver Knausgård om noget, hans far engang fortalte ham: ”Om det var sandt, vidste jeg ikke, min far kunne lyve om alt.” Det er måske allermest det, der gør ”Min kamp” så skuffende flad og kedeligt stillestående over store stræk: At der lyves for lidt og for fantasiløst. Hvem ved! I alle tilfælde: Familien har muligvis en sag. Selv er jeg lige nu (som læser) ikke andet end ude af den.

Seneste motionsråd kommer fra Den norske Lægeforenings side med det enkle gode råd: Hold igen med fitness! Gå en tur engang imellem! Meget gerne sammen med andre for i fællesskab at nyde naturen og hinandens selskab mens både tiden og én selv går godt. Det er nemlig godt mod selvoptagetheden, som truer os så gevaldigt meget, når det at røre og bevæge sig for sin sundheds skyld, foregår i fitnesscentret eller træningsruten derude med pulsmåler og skridttæller og tanke på vægttab og forbrænding og egen forbedring som det, der fylder bevidstheden.
Selvfølgelig skal man tænke på sin sundhed. Få sin motion og helst ikke blive hverken for tyk eller tynd. Men hvor er det dog godt, når man kan gøre det uden at tænke for meget over det. Uden at plage sig selv og dermed meget hurtigt også de andre nærmeste omkring én med det. Uden at der går selvsving og selvoptagethed i det for sundhedens skyld. Det er nemlig alt for usundt. Og alt for ensomt, hvor mange man så end pisker af sted sammen med i fitnesscentret eller derude på løberuterne.
Gå i stedet for en tur. Gerne engang imellem under overskriften pilgrimsvandring, forstået som det at være på vej frem mod et helligsted. Meget oplagt, en kirke. Altså: Kirkegang. En vandring frem mod et rum, som er større end mine hverdagsrum, og hvor der siges mig mere, end jeg kan sige mig selv.
På en pilgrimsvandring (som din vandring bliver i grunden alene ved at du betragter den som en sådan) bliver det så tydeligt, eller kan det i hvert fald blive det, hvad jeg går med på min livsvandring af både godt og ondt. Går det godt, og det gør det af og til, kan jeg efterhånden som det ene skridt tager det andet på min vandring lidt bedre mærke, at det går nok. At der er faktisk plads til det hele.
Prøv engang at gå din tur, din vandring med tanke på det, man kunne kalde ”det kærlige tilbageblik” over din dag, dit år, dit liv. Mange vil kunne mærke hvor snublende nær taknemmeligheden ligger som en passende tone, trods alt.
Om du konkret går alene eller sammen med andre på en sådan vandring, så er de andre, det andet menneske, altid med på pilgrimsvandringen. Og selv om ømhed i fødder og led kan være en væsentlig del af vandringen, og man således mærkes og slet ikke er i tvivl om sin egen krops eksistens, så er det mærkeligt nok ikke selvoptagetheden, der næres og får rum men i langt højere grad selvforglemmelsen og glæden over at være til i dette nu og endnu på vej i livet. God tur!

En bedrageridømt finansmand (Klaus Riskær Pedersen) og fængselsfange på afsoning foretager på udgang fra fængslet ferie- og forretningsrejser til London og Ibiza. En partileder og udenrigsminister (Lene Espersen) rejser ifølge kritikken fra især oppositionen på for mange familieferierejser og for få udenrigsministermøderejser. En ganske almindelig folketingspolitiker nu i dag rejser hellere på kryds og tværs af landet for at komme i fjernsynet end til møde i folketinget. Og er man som ganske almindelig folketingspolitiker (og herunder i særlig grad den yngre af slagsen, lyder kritikken) tilstede i folketingssalen eller til udvalgsmøde eller møde med borgerrepræsentanter, så er man alligevel i ret ringe grad tilstede medmindre man er direkte på. Man er nemlig konstant på mobilen på Facebook, Twitter m.m.
Ingen er med andre ord rigtig der, hvor de burde være: En fængslet finansmand i fængslet, en udenrigsminister på udenrigsministerrejser i udlandet, en folketingspolitiker i folketinget med engageret deltagelse i møder og samtaler af diverse slags.
Det er en skam og det går ikke. Går man ind i noget går man ud af noget andet. Er der indgang er der også udgang. Ingen kan få det hele med. Og da slet ikke hele tiden.
Til fængselsfangen: Bliv i dit fængsel og i det mindste i dit land!
Til udenrigsministeren: Bliv på din udenrigsministerrejsepost og glem for en tid eller i det mindste en pæn del af tiden din familie! Alternativ: Lad en anden tage tjansen!
Til folketingspolitikeren og i virkeligheden til alle og enhver: Vær tilstede med sjæl og sind og sans der hvor også din krop er lige nu! Eller sagt på en anden måde: Sluk så den mobil/bærbare og tag stikket hjem ved at give den anden konkrete kødelige (til tider tillige: kedelige) person overfor dig af din opmærksomhed og dit nærvær! Det lønner sig. Lige med det samme. Og ikke først i en meningsmåling senere på ugen.
Under og over det alt sammen til fængselsfangen, udenrigsministeren, folketingspolitikeren og enhver med de gode ord fra dåben: Herren bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid!

For ikke ret mange år siden forlød det fra frihedskæmperne (Krarup, Langballe og Camre) fra Dansk Folkeparti, at indvandrere med ikke-vestlig baggrund i løbet af få generationer via høj fødselsrate ville oversvømme landet så at sige indefra og true danskheden eller rettere: fjerne den ved på et tidspunkt at være blevet de fleste. Og vel at mærke stadig, efter generationer i landet, langt de fleste være stærkt muslimske i konservativ korantro og antidemokratisk forstand.
Skræmmebilledet blev fremført som byggende på facts og elementær statistik.
Nu forlyder det så via tal fra Danmarks Statistik at fødselsraten fra 1993-2009 er halveret for indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande. Faldet fra 3,41 barn pr kvinde til 1,88, svarende til fødselsraten for en indfødt dansk kvinde.
Fødselstallet skal som bekendt ligge på godt og vel 2 børn pr kvinde for at en befolkning kan reproducere sig. Med et fødselstal på under 2 uddør vi i det lange løb. Det gælder nu ikke længere kun såkaldt indfødte danskere, men også indvandrere fra ikke-vestlige lande.
Netop som vi bredt i samfundet erkender, at vi har brug for indvandrere begynder de at uddø!
Er det 24-års-reglen, som DF nu vil have ændret til en 28 års regel, der gør det? Er det den stramme indvandrerpolitik, der således bærer frugt (eller rettere: det modsatte)? ELLER er det, som vi er nogle, der tror og hele tiden har troet, det der uvægerligt sker: at integration (for ikke at sige assimilation) i løbet af få generationer finder sted, uanset hvad? Som udvandrerdanskere i USA og Argentina og alle mulige andre steder på kloden i løbet af få generationer er blevet indfødte i deres respektive lande, sådan går det også med indvandrere her i lille Dannevang. End ikke hudfarve, religion og kulturel baggrund formår at hindre processen.
Nu skal vi så bare i fællesskab, ligesom med alt det andet samfundsmæssige, have fundet ud af, hvordan vi får fødselstallet for både indvandrere og indfødte i Danmark hævet, så vi ikke allesammen uddør. NB. Hvor længe (hvor mange generationer) skal man som indvandrer(slægt) have været i landet for at blive til en indfødt?

Billedet af Kristus og hans ord som klippen (se søndagens evangelium, 8. s.e.trin., 2. tekstrække) må ikke bruges til at fastlåse Kristus og evangeliet i urokkelige positioner og ubevægelighed.
Mange mener, at kirken kun, eller i hvert fald først og fremmest, er tro mod sin grund og sit budskab, når vi uden vaklen af nogen art siger det samme som fædrene. Når vi med hensyn til for eksempel kvindesyn og seksualmoral ikke laver noget om, men siger nøjagtig det samme som de gamle sagde ind i deres tid. Når vi i det kirkelige ikke bevæger os med tiden.
Jeg taler ikke om at løbe efter tidsånden. Jeg taler om åbenhed for netop Ånden i evangeliet. Den ånd som alle dage lige fra Menneskesønnens dage har modsat sig fastlåsning og nostalgi og bevaring blot for bevaringens skyld, som en mulig evangelisk position.
For – i ånden – at sige det samme som de gamle, må vi sige noget andet. For at få fat i kernen og det væsentlige, ånden i det hele, må vi bevæge os. Flyttes og forvandles. Ikke en hæsblæsende stresset forandringsparathed, hvor vi med tungen ud af munden og alligevel altid håbløst bagud forsøger at indhente tidsånden. Men – som både kirke og enkeltpersoner – en stille og rolig, ja, i grunden ”klippefast” forandringsparathed. Som altid allerbedst koblet til forundringsparathed.
Er det ikke forunderligt, at vi kan udvide og ændre på selv ritualer og tusind år gamle holdninger og ideer uden at forråde evangeliet, uden at smide barnet ud med badevandet, men tværtimod redde både barnet og evangeliets tale med ind i den nye tid som stadig livgivende og med fremtiden for sig?
Det skete meget mærkbart med den lutherske reformation. Det sker i alle mulige mindre ryk og forvandlinger. Når for eksempel folk nu i dag frit kan gå til alters om søndagen uden først at skulle vurderes og prøves på deres moralske levevis af præsten. Når kvinder kan beklæde præsteembeder. Når kirken åbner sig som vielsessted også for bøsser og lesbiske. Når forfølgelse og undertrykkelse afløses af ligestilling og beskyttelse. Når retten til at holde slaver og trælle, som var en naturgiven ting både før og længe efter Paulus og de andre apostle, mistes og aflyses. Ligesom revselsesretten og hvad vi nu har haft af, for os nu i dag, mærkværdige ordninger.
Og sikkert endnu har! For det må vi blive ved med at være åbne for. At historien fortsætter. At forandring ikke bare fryder men livsnødvendigt og uafviseligt hører med til evangeliets forkyndelse. Til troens liv og hermed, i grunden, til det at være menneske.

Jeg er lige kommet hjem efter tre dage i Lübeck. Årets mc-tur med mine tre sønner. Dejligt at være sammen. Og så i så varme smukke sommerdage som disse. Vi boede inde midt i Altstadt, i den gamle bydel, som med sine gamle gader og bygninger er god at slentre i. Det glædede mig at sønnerne på forhånd var med på, at vi (selvfølgelig) skulle kigge indenfor i alle syv gamle middelalderkirker i den gamle stad.
Det var virkelig også noget at se. Se det selv (der er kun 300 kilometer derned her fra Horsens)! Jeg vil ikke remse de forskellige kirkers seværdigheder op her. Jeg vil i stedet for ærligt og redeligt sige, at jeg summa summarum blev forstemt af disse kirkebesøg. Det skyldes en uafviselig fornemmelse af, at disse kirker stort set har udlevet deres bestemmelse som gudshuse. Det de i grunden blev bygget til engang, det er der åbenbart ikke længere brug for. Slet ikke i hvert fald i det omfang der i en gammel bymidte som Lübeck findes rummål for det i form af stadig ret pænt vedligeholdte kirkerum.
I Sct Marien Kirche, som er Tysklands tredjestørste kirke, verdens største teglstenskirke og rummer et kæmpestort mekanisk orgel (NB. Buxtehude var organist ved kirken, J. S. Bach var her i 1705 hos Buxtehude på et skal vi sige studieophold!), var der indtil det blev ødelagt ved bombardementet natten til palmesøndag 1942 et 30 meter langt vægmaleri med dødedansen som motiv. Herfra udtrykket ”Døden fra Lübeck” (som man kan være så uheldig at ligne).
Det kendte motiv: Døden henter i sidste instans os alle. Hver og én. Ingen slipper.
Gælder det mon også kirken som institution? Og som bygning af teglsten og hvad man nu har brugt af byggemateriale op gennem de mange hundrede år? ”Det oppegående dødsleje”, som Svend Bjerg og Palle Steffensen skrev som undertitel til pamfletten ”Nedlæg folkekirken” fra 2003, hvor de dengang gav folkekirken højst 12 år endnu. Er det virkelig den vej, det (så) hastigt går?
I Sct. Petri Kirche i Lübeck er (så at sige) al kirkeinventar fjernet. Rummet fungerer nu som kultursted. Og turiststed, hvor vi turister med elevatoren i tårnet kan komme op og se det hele sådan lidt fra oven af.
Udviklingen ligner i mine øjne døden fra Lübeck. Sådan må det nok være. Ingen slipper. Men det er ikke noget kønt syn. Jo, Lübeck og dens kirkebygninger inklusive, både fra oven og fra neden og fra alle sider i sommersol, er det. Men ikke kirken som Gudshus og rum for gudstjeneste, lovprisning, tak og bøn. Som sådan har den det ikke for godt. Og det i hverken Lübeck eller Horsens eller hvor som helst i det gamle vesterland. Det er nok noget med åndedrættet …

Det er ferietid. Vi tager hjemmefra. For at komme væk. Slappe af. Koble fra. Og opnår som en væsentlig sidegevinst (en ”bivirkning”, sådan som den slags af og til uventet viser at være det væsentligste) at få afstand til det hjemlige og således mulighed for at få øje på det (igen).
NB. I øvrigt én af grundene til at jeg har søgt (og fået) en et-årig orlov fra mit sognepræsteembede med fraflytning fra præstegården nu fra august 2010.
Fortrolighed fremmer (kan fremme) fremmedgørelsen, som John O´Donohue skriver det i sin mærkværdigt mættede og mættende bog ”Anam Cara” (som er keltisk og betyder en ”Sjæleven”):
”Venskaber og forhold til andre mennesker er umådeligt udsatte for følelsesløshed gennem de fortroliggørende mekanismer. Vi reducerer et menneskes og landskabs utæmmethed og mystik til omverdenens fortrolige billede. Fortroligheden sætter os i stand til at tæmme, beherske og i sidste instans glemme mystikken. Vi slutter fred med overfladen som billede, og vi holder os væk fra andetheden og det ukendtes frugtbare røre, som det dækker over. Fortroligheden er en af de mest raffinerede og altgennemtrængende former for menneskelig fremmedgørelse.”
Eller som Gabriel Garcia Márquez et sted siger det om sit trediveårige forhold til sin kone: ”Jeg kender hende så godt nu, at jeg ikke har den mindste anelse om, hvem hun i virkeligheden er.”
God ferie i det fremmede, og kom godt hjem igen!

Når man som i TV2´s nu berømte og berygtede indslag fra søndag 4/7 om en gruppe københavnske hjemmehjælpere hører om dovenskab, sjusk og snyd af virkelig grov karakter indenfor ældreplejen, så reagerer mange af os udfra rygmarv mere end udfra omtanke og siger noget i retning af: Så må de have kortere snor, de ansatte! Så må de kontrolleres og holdes øje med! Så er de selv ude om det, når tillid erstattes med mistillid og kontrol! Og hvad er der ellers at gøre, andet end at kontrollere, at de ansatte lever op til deres ansvar og til det de får deres løn for i den nødvendige indsats og omsorg overfor en gruppe ældre og svagere medborgere?
Når tanker og pointer som disse naturligt nok popper op og i første omgang bliver hængende som uafviselige, så er det mildest talt interessant at læse en artikel som den i dagens Kristeligt Dagblad under overskriften ”Kontrol kan skabe en ond cirkel” (læs den). En artikel hvor ikke én men hele tre vise mænd (og jeg mener det seriøst) udtrykker sig skeptisk overfor ideen om øget kontrol som en løsning. Tværtimod, siger de, så virker det demotiverende og forringer engagementet og ansvarligheden.
Jeg interesserer mig en del for ord, der siger noget andet og i en eller anden grad meningsfuldt stavet bagfra. ”Kontrol” siger ”lortnok”. Det er måske ikke helt tilfældigt. I hvert fald så minder hjemmehjælpersagen her mig (endnu engang) om, at et godt supplement af omtanke ofte er bedre end rygmarvsreaktion alene. Og at der af og til skal, om ikke staves baglæns, så tænkes baglæns for at vi ikke skyder os selv i foden eller skyller barnet og den gamle ud med badevandet eller udfra rygmarven alene får mistillid til tilliden, som (og vi ved det godt, når vi tænker os om) er det væsentligste af alt i et samfund og uden hvilken den for alvor er ude at svømme og i virkeligheden aldrig ordentlig hjemme – hjælpen.