Med tro og længsel går det nok
22. januar, 2012”Med tro og længsel går det nok”, tænker otteårige Malin i Astrid Lindgrens ”Suser min lind, synger min nattergal.” – ”Måske ville Gud i sin godhed for denne ene gangs skyld lade en lind vokse op af en ært”. Og det sker, ved Gud(!), i den omvendte verden, som er evangeliets verden, hvor den mindste er den største, og de sidste de første – det sker her, at en ært kan blive til et træ. NB. Som også ”ært” bagfra bliver til ”træ”!
Med tro og længsel går det nok. Ja, det gør det. Og allerbedst går det, når vi får gode håbefulde ord og fortællinger at holde os til. Ord, som vi kan leve i lyset af, og tage til os ganske enkelt, fordi de er troværdige. Måske lyder budskabet, som vi møder i kirken til gudstjeneste, for godt til at være sandt. Måske forstår vi det ikke rigtigt, men synes bare det lyder godt. Måske tror vi knapt nok på, at vi tror på det, når vi tænker os om, og regner lidt på tingene.
Men så lad være med det! Det vi får i kirken og kristendommen, af gode ord at holde os til, det skal der slet ikke regnes på, men bare regnes med. Og om din tro nu er stor eller lille, det skal du interessere dig så lidt som muligt for.
Tro er ikke noget man har. Tro er først og fremmest noget, man er.
I det medmenneskelige. I det liv vi har sammen med hinanden. Hvor vi gentagne gange svigter hinanden og forsøger at sikre os selv på alle mulige leder og kanter. Men hvor vi også pludselig kan befinde os i gang med selvforglemmende at tage os godt af hinanden. Leve og ånde for at dele et stykke liv med hinanden, på én af de utallige måder, dét nu kan gøres.
Lytte til en susende lind og en syngende nattergal.
Eller bare til en lille vinterfugl der sidder derude på frosne kvist ved rude og synger ”Giv tid” – Giv tid, den nynner glad, og ryster de små vinger – Giv tid, og hver en kvist får blad, Giv tid, hver blomst udspringer.
Eller også må vi selv springe ud i det og selv pippe med. ”Med sanglyd drage ånde”, som vi synger det i én af Grundtvigs allerbedste salmer.
Troen kommer, siges det, af ordet der høres. Ja. OG siges! At du og jeg hver især siger og synger med på Guds ord så godt som muligt. Dét er noget, der virker. For, som vi synger det: ”Min sjæl, du har af alt på jord / i tanken og din tunges ord / de allerbedste vinger, / og friest er dit åndefang, / når dybt du drager det i sang, / så højt i sky det klinger.” (DDS 10,2) Og så er troen pludselig stor nok, ligegyldigt hvor lille den måtte have set ud for et øjeblik siden. Prøv det! Der er ikke andet at gøre.